Ole Roed trækker sig som V-gruppeformand
Klaus Markussen overtager Ole Roeds poster som gruppeformand og medlem af økonomiudvalget. Arbejdet som jægerformand kræver for meget tid for Ole Roed
Arbejdet som ny formand for Danmarks Jægerforbund har vist sig at være så krævende, at den tidligere skævinge-borgmester Ole Roed Jakobsen nu drosler ned for sit byrådsarbejde i Hillerød. Ole Roed Jakobsen trækker sig fra økonomiudvalget og fra posten som gruppeformand for Venstre. Begge opgaver overtages i stedet af Klaus Markussen, Hillerød, som blev valgt i byrådet ved valget i 2005. Valget af ny gruppeformand skete på et gruppemøde i Venstre mandag aften, mens det er byrådet, som på sit næste møde formelt set skal godkende, at Klaus Markussen indtræder i økonomiudvalget i stedet for Ole Roed Jakobsen. "Mit nye arbejde som nyvalgt formand for Danmarks Jægerforbund kræver p.t. så megen arbejdsindsats, så det er nødvendigt at blive frigjort for lidt af det lokalpolitiske arbejde. Som formand for en stor landsdækkende interesseorganisation med knap 90.000 medlemmer er der især netop nu stor interesse for at se den nye Jægerformand, ligesom alle weekends i februar og marts måned er helliget møder rundt i landet. Lokalpolitik er jo et fritidsarbejde medmindre man er borgmester, og arbejdet som gruppeformand er jo at få indkaldt gruppen til møder, forestå forhandlinger og i det hele taget have det overordnede overblik over de enkelte fagudvalgs arbejde. Derfor er jeg meget glad for, at Klaus Markussen vil påtage sig denne opgave og jeg er sikker på, at han vil gøre det til gruppens fulde tilfredshed. Det er samtidig absolut nødvendigt, at gruppeformanden også har sæde i økonomiudvalget, hvor udvalgenes arbejde bliver bundet sammen i forhold til planer, personale og penge," skriver Ole Roed Jakobsen i en pressemeddelelse. Ole Roed Jakobsen understreger, at valget af gruppeformand intet har med valget af kommende spidskandidat at gøre. Det valg skal træffes af Venstres medlemmer på et opstillingsmøde.