Rokade styrker Hækkerup
Den store rokade i den socialdemokratiske folketingsgruppe styrker Nick Hækkerups muligheder for at få en central placering i folketingsgruppen, mener kommentatorer
Endnu er Hillerøds borgmester Nick Hækkerup ikke blevet valgt til folketinget, men tirsdagens rokade i den socialdemokratiske folketingsgruppe har alligevel styrket Hækkerup, der senest i 2008 stopper som borgmester for at satse på en karriere i folketinget. I hvert fald hvis man skal tro en række kommentatorer, som analyserer den store rokade i S-gruppen. Berlingske Tidendes politiske kommentator Thomas Larsen bemærker således, at den centrale post som kommunalordfører går til den erfarne Ole Stavad, som ikke er kendt for sit store medietække. Det har i følge Thomas Larsen en logisk forklaring: "Et godt gæt er, at Ole Stavad holder stolen varm til et partiets kommende topnavne, Nick Hækkerup (...). Nick Hækkerup er allerede centralt placeret som næstformand i partiet, og han er desuden formand for det udvalg, der både skal udarbejde partiets nye politiikker for en moderne offentlig sektor og matche regeringens kommende forslag til kvalitetsreform," skriver Thomas Larsen. Ekstra Bladet går endnu videre. Bladet ser en klar sammenhæng mellem, at den erfarne Lone Møller er blevet fyret som sundhedsordfører og S-ledelsens planer med Nick Hækkerup. Begge er opstillet i Nordsjælland, og skal man tro Ekstra Bladet, så vil S-ledelsen være sikker på, at Lone møller ikke står i vejen for at give Nick Hækkerup et godt valg. Den vragede Lone Møller har dog tilsyneladende ingen planer om at stoppe: "Jeg forlader ikke politik. Jeg er bestemt klar til en runde mere," siger hun til Ekstra Bladet.