Børnepasning kræver en god løn
Der skal tjenes mange tusinde kroner for at betale pasningen af to små børn i hovedstadsregionen, viser en beregning fra fagforbundet FOA
Børnefamilierne skal hente adskillige tusinde kroner hjem i lønningsposen hver måned for at betale pasningen af deres børn i Nordsjælland. Fagforbundet FOA har regnet på, hvad der skal tjenes for at betale pasningen af to småbørn. Regnestykket viser, at der i en typisk nordsjællandsk kommune skal tjenes 7000-9000 kroner for at betale pasningen af de små, hvis man betaler topskat. Ganske vist koster det "kun" typisk omkring 3.000 kroner om måneden at have et barn i vuggestue og et barn i børnehave, når der er taget højde for søskenderabatten. Men når der først skal betales skat og arbejdsmarkedsbidrag, så skal børnefamilier, der betaler topskat, tjene omkring tre gange så meget. I Hillerød skal der f.eks. tjenes 8.733 kroner om måneden, i Allerød 9.080 kroner, i Frederikssund 8.557 kroner, mens det er lidt billigere at have børn i Egedal - her skal der hentes 7.803 kroner hjem, i følge FOAs beregninger. I de øvrige nordsjællandske kommuner ser regnestykket således ud: Hørsholm: 8.817 kroner. Lyngby-Taarbæk: 8.810 kroner. Furesø: 8.700 kroner. Gentofte: 8.546 kroner. Fredensborg: 8.416 kroner. Helsingør: 8.383 kroner. Rudersdal: 8.148 kroner. Set over hele Hovedstadsregionen er Vallensbæk det billigste sted at have småbørn. En vuggestue- og børnehaveplads koster her 2.370 kroner i alt med søskenderabat, og efter skat og øvrige bidrag medfører det, at der "kun" skal tjenes 6.370 kroner.
Større børn er billigere
Lidt billigere er det at have store børn. Hvis man har et barn i børnehaven og et barn i SFO, så skal topskatteydere typisk tjene omkring 5-6000 kroner i følge FOAs beregninger. Her er Fredensborg billigst med 4.744 kroner, mens Gribskov er dyrest med 5.965 kroner. I de øvrige nordsjællandske kommuner ser regnestykket således ud for en SFO- og børnehaveplads, i følge FOA: Frederikssund: 5.598 kroner. Egedal: 5.304 kroner. Hillerød: 5.288 kroner. Frederiksværk-Hundested: 5.237 kroner. Helsingør: 5.205 kroner. Allerød: 5.104 kroner. Furesø: 5.056 kroner. Hørsholm: 4.904 kroner. Rudersdal: 4.880 kronerr. Lyngby-Taarbæk: 5.878 kroner. Gentofte: 4.992 kroner.