Dræbt buschauffør kom fra Gørløse
57-årig buschauffør på linie 600S blev trafikdræbt, da han ville samle papirer op ved busstoppested i Gundsømagle
Det var en 57-årig mandlig buschauffør fra Gørløse, der tirsdag aften mistede livet ved en tragisk ulykke i Gundsømagle. Ulykken skete, da buschaufføren ville sætte nogle passagere af ved Margretheskolen i Gundsømagle. Her tabte han tilsyneladende nogle papirer, som røg ud på kørebanen. Det fik ham til at løbe ud på vejen for at samle papirerne op, men her blev han ramt af en mørk Audi, der var på vej i retning mod Roskilde. Ved sammenstødet blev buschaufføren slynget over i den modsatte vejbane, hvor han blev påkørt af endnu en bil. Føreren af den mørke Audi fortsatte efter ulykken uden at standse, og først onsdag morgen henvendte han sig til politiet efter at have hørt om ulykken i medierne. Den dræbte mand fra Gørløse var chauffør på linie 600S, der var på vej fra Hillerød til Roskilde. Den 57-årige buschauffør døde på stedet.