ja tak!

Med Ole Adrian Sørensen (OAS) som bannerfører har Hvidovre Avis i de seneste par uger prisværdigt forsøgt at rejse en debat omkring idrætspolitikken i Hvidovre Kommune. Først hørte vi om badmintonklubbens nedtur fra at have været dansk mester for mindre end et år siden til klubbens nuværende kamp for at undgå nedrykning. En af badmintonklubbens mangeårige ildsjæle, Allan Pedersen, gjorde, i interviewet med OAS for et par uger siden, opmærksom på den fortvivlede situation badmintonklubben befinder sig i rent økonomisk, og på problemerne m.h.t. at rekruttere nye frivillige ledere. I forrige uges Hvidovre Avis understregede formanden for fodboldafdelingen i Hvidovre Idrætsforening (HIF), Martin Krogh-Jensen, problemernes karaktér og omfang. Endelig rejser OAS, under overskriften "Hvor er visionerne?" i sidste uges Hvidovre Avis, det ultimative spørgsmål, om hvorvidt de politisk ansvarlige i Hvidovre Kommune overhovedet har visioner for en idrætspolitik i Hvidovre. Inden man forfalder til forhastede konklusioner og starter med at skyde på lokalpolitikerne, eller for den sags skyld forsøger at finde andre syndebukke til vores nuværende lidet flatterende sportslige position som kommune, kan det være på sin plads at søge et fælles udgangspunkt for den fortsatte debat. Ellers kan man let komme til at tale forbi hinanden, og så vil debatten blot ende i mudderkastning og forsøg på ansvarsplacering uden at det fører til noget. Hvor kom vi fra ? Op igennem 60'erne, 70'erne og 80'erne formåede Hvidovre at markere sig kraftigt inden for en lang række sportsgrene - nationalt såvel som internationalt. Idrætsgrene som atletik, cykling, sejlsport, badminton, ishockey, svømning, fodbold m.fl. bragte igen og igen Hvidovre øverst på sportsredaktionernes spisesedler. Årsagerne til denne, i sportslig sammenhæng, meget fremgangsrige periode for kommunen skal søges i et harmonisk samspil af faktorer bestående af en cocktail af 1) en stor og aktiv gruppe af frivillige ledere, 2) store sportslige ambitioner i de enkelte klubbers ledelser, 3) dygtige veluddannede trænere, 4) klubloyalitet udover alle grænser, 5) den enkelte klubs økonomiske formåen samt 6) en aktivt engageret kommunalbestyrelse. Resultaterne udeblev ikke, men kom i en lind strøm af mesterskaber inden for mange sportsgrene, højt profilerede sportsstjerner fra Hvidovre og en i alle henseender, positiv "branding" af kommunen. Men siden 90'erne er det med få undtagelser lige så støt og roligt gået ned ad bakke for sporten i Hvidovre (mit postulat). Og det er svært at se lyset forude. Lad mig derfor se lidt nærmere på mulige årsager til dette. Hvor står vi i dag i Hvidovre? Det er et faktum - som anført af Allan Pedersen og Martin Krogh-Jensen - at det i dag i forhold til tidligere er endog særdeles vanskeligt at rekruttere frivillige ledere til vore idrætsklubber- og foreninger. Det er derfor de sidste ildsjæle, der desperat og måske til tider lidt naivt, kæmper for at bevare eller genskabe "det som var". Derfor også råbet om hjælp og "action". Årsagerne til det manglende rekrutteringsgrundlag er velkendte: den ændrede samfundsstruktur med både mor og far på arbejdsmarkedet, mange nye fritidstilbud og de generelt tiltagende muligheder på alle planer i samfundet (ferie, spil, computer, cafeer, etc.) - for blot at nævne nogle. Hvis det endelig lykkes at identificere en potentiel frivillig leder, mødes man ofte af et krav om økonomisk kompensation for en eventuel indsats. Et krav som klubbernes økonomi oftest ikke kan honorere. Vi kan således konstatere, at mulighederne for rekruttering af frivillige ledere har ændret sig radikalt. Vedrørende ambitionerne i de enkelte sportsklubber, vurderer jeg, at disse fortsat er tilstede, selvom de fleste klubber af nød har foretaget visse realitetsjusteringer, som i højere grad afspejler virkelighedens verden. Men lysten til at markere sig, er der fortsat i rigt mål - tro mig. Ligeledes er de fleste klubber, til trods for en sparsom økonomi, fortsat i stand til at engagere dygtige og kompetente trænere . Kvaliteten af de trænerkapaciteter man kan tiltrække i klubberne bestemmes i sagens natur af den enkelte klubs erklærede ambitionsniveau og placering i kombination med det økonomiske tilbud (læs: løn). Det bringer mig til emnet om klubloyalitet. Vi må også her konstatere - hvilket Hvidovre badmintonklub i øjeblikket er et levende eksempel på - at det først og fremmest er økonomien, der dikterer, hvor den ene eller den anden sportsudøver ønsker at udøve sin sport. Dette forhold kan man være uenig i, men sådan er realiteterne. Altså hører klubloyalitet fortiden til, og det må man så agere ud fra. Og så til økonomien. Jeg tror næppe, at der er grund til at udbasunere dette yderligere, men blot konstatere, at de økonomiske ressourcer i vore idrætsklubber er totalt bestemmende for hvor store sportslige resultater, der kan opnås, og hvilke muligheder idrætsudøverne har for fortsat at udvikle sig og opnå resultater. Igen: dette er de barske realiteter, som der skal arbejdes ud fra. Som rosinen i pølseenden står det lokalpolitiske engagement. Ser man på en af vores nabokommuner (og det er muligvis et søgt eksempel), nemlig Brøndby, tør jeg godt fastslå, at deres sporstlige succes inden for fodbolden ikke kunne være opnået uden en kæmpe hjælp og en klar vision fra kommunens side. Brøndbys tidligere borgmester Kjeld Rasmussen, fungerede som den aktive fødselshjælper, der på det rette tidspunkt så mulighederne for Brøndby kommune ved at investere massivt i at opbygge "vestegnens hold". Og han har fået tilbagebetalt tifold i form af såvel mange arbejdspladser som "branding" over det ganske land - ja, i hele Europa. Der er ikke en dag, hvor Brøndby - ikke på godt og ondt - omtales i dagspressen. Men for fuldstændighedens skyld skal det med, at der i Brøndby tillige har været en sportslig ambitiøs ledelse, som i dialog med det politiske bagland var fælles om at skabe resultaterne. Man kan i den sammenhæng roligt tale om en symbiose. En i alle henseender "win-win" situation. Det kan man sagtens tage ved lære af. For sporten i Hvidovre generelt gælder det derimod, at vi desværre ikke på samme måde har kunnet mønstre de fornødne visionære kræfter fra hverken lokalpolitisk hold eller for den sags skyld på den ledelsesmæssige side i de enkelte klubber. Jeg tror at tiden er kommet til, at man også - i stedet for ensidigt at skylde skylden på politikerne - vender blikket indad. Har vi som ledelser selv været dygtige og visionære nok? Har vi haft det lederskab, der i tide har formået at omstille fra "forening" til "forretning" - hvis altså det har været målet? Man kan nok på bedste konsensus-vis hævde, at der - udover de ændrede ydre forhold som rekrutteringsgrundlag, klubloyalitet og økonomi - er tale om et fælles lokalpolitisk og ledelsesmæssigt ansvar for det morads, som vi som kommune befinder os i, når der tænkes idrætspolitik. Mere engagement fra lokalpolitikerne Alligevel skal det ikke forhindre mig i at fremføre det synspunkt, at jeg savner en oprigtig interesse hos de fleste af vore lokalpolitikere, m.h.t. i langt højere grad at engagere sig inden for sportens verden. Jeg ved, at jeg her skyder med spredehagl, men så må de lokalpolitikere, der føler sig trådt over tæerne, træde frem og melde klart ud. På den måde kan de af Hvidovres borgere, der lige som jeg selv ønsker langt større visioner hos lokalpolitikerne m.h.t. vores sportslige ambitioner, ved selvsyn konstatere, hvor de enkelte partier og politikere står. For bagved enhver sportslig sucess ligger der først og fremmest et engagement. Dernæst kommer aktive investeringer i såvel ledere som i faciliteter. Den ledelsesmæssige udvikling er klubbernes eget ansvar. Men m.h.t. at tilvejebringe tidssvarende faciliteter har kommunen et stort ansvar, og her er der efter min opfattelse meget at rette op på. Mange af vores kommunale idrætsanlæg er udtjente og trætte og trænger til gennemgående restaureringer. Hvidovre stadion, hvor store sportsgrene som bl.a. atletik, fodbold, håndbold, tennis m.fl holder til, er opført i 1967, og trænger i den grad til en "ansigtsløftning". Det gamle klubhus på Hvidovre Stadion - bygget jeg-ved-ikke-hvornår - fremstår som et monument på en svunden tid. Totalt utidssvarende. Som et kuriosum holder HIF's junior- og ynglingeligahold til i et udtjent kælderlokale i dette uddaterede klubhus. I det herrens år 2007. Jeg vil meget gerne invitere interesserede lokalpolitikere på en rundtur på hele stadion, så de ved selvsyn kan se "modløsheden". Vi markerer os som kommune ikke længere i toppen af nogle af de mest toneangivende hjemlige sportsgrene som håndbold, fodbold, ishockey. Med badmintonklubben som en undtagelse, men denne synes nu tvunget i knæ. Så der er alle mulige grunde til at tage fat. Hvordan kommer vi videre? Der er nu et udtalt og akut behov for en aktiv og fremadrettet dialog mellem idrætsklubberne og vore politiske beslutningstagere. Og ikke mindst er der behov for handling! Udover det helt konkrete ønske om en mere aktiv og ambitiøs sportspolitik i Hvidovre, kan jeg desuden af og til frygte, at man fra politisk hold slet ikke forstår den betydelige rolle, som de mange aktive idrætsforeninger spiller, m.h.t. dagligt at engagere unge mennesker i meningsfyldte aktiviteter, med at sikre en optimal integration af borgere af anden etnisk herkomst end den danske og medvirke til at sikre den nok så omtalte "sammenhængskraft" i vores kommune. Mine tanker gælder således både eliteidræt og breddeidræt. Men hvad vil politikerne? Og på hvilken måde vil de sikre sig en langt mere aktiv og ambitiøs udvikling af idrætten i Hvidovre Kommune. Hvad siger borgmesteren? Er det godt nok, som det er, eller skal vi videre? Skal Hvidovre kommune igen forbindes med en aktiv og progressiv idrætspolitik? Det kunne være interessant i god tid inden det næste kommunalvalg at finde ud af, hvor de enkelte partier og politikere står. Så min opfordring skal hermed lyde: fortæl, fortæl, fortæl... "Roger and over"!! Med sportslig hilsen Teddy Hebo Larsen