Drenge skød med softguns
To drenge på 12 og 13 år var tirsdag ved 12-tiden på kant med loven, da de skød om sig med softguns på Hillerødsholmsallé. Episoden blev anmeldt klokken 12.48 af en mand, der først havde forsøgt at få den ene drengs mor til at stoppe skyderiet. Men det så hun sig ikke i stand til, og derfor blev politiet tilkaldt. "Vi har konfiskeret våbnene fra de to drenge," oplyser vagthavende ved Hillerød Politi. Ifølge våbenloven skal man være 18 år for at anskaffe en softgun. Den kræver ikke våbentilladelse, men skal bruges med forsigtighed, da dens plastickugler kan volde afgørende skade, hvis de rammer ansigt eller øjne.