HIF på kurs mod top 3
To sikre sejre i weekenden har bragt HIF's håndboldherrer op i den sjove ende af tabellen
HÅNDBOLD: I torsdags vandt HIF overbevisende over bundholdet Brøndby med cifrene 33-27. Herrerne fortsatte målfesten i Nørre Alslev, hvor Team Nordfalster tog imod. Kampen endte med endnu 33 mål og en sejr på 33-24 til HIF. Efter en lidt skidt start, hvor HIF ikke var helt parat til opgaven gik det stærkt. Bagud 7-9 blev vendt til føring på 14-9 og pausestillingen var 17-13 til HIF. - Vi havde nogle dårlige forhold at varme op under, og derfor var vi nok ikke helt der, hvor vi burde være, mente træner Bo Taylor efterfølgende. - Der var ikke rigtig noget, som virkede efter planerne, men det fik vi heldigvis vendt. Nicolaj Elken startede inde, og gjorde det knap så godt, så han fik en pause. Da han så kom på banen igen, bankede han 11 bolde i mål, så det var en velvalgt pause til ham. Kevin Rasmussen styrede vores angrebsspil fint, hvor han lagde op til flere scoringer og selv scorede 5 mål... - Med de to sejre har vi sikret vores eksistens i rækken, og vi kan faktisk godt kigge lidt op ad. Vi er ikke længere væk, end at vi fortsat kan nå en plads i top 3. Kan vi blive to-er, er der jo oprykningskampe i vente, og det kunne da være spændende. Vort materiale er talentfuldt, og vi kan ligeså godt spille i 2. division som i 3. division. Derfor kan vi ligeså godt gå efter en 2. plads...eb