Lige ved og næsten
Jørli Petersen prøvekører Skoda Roomster Style 1,2 til 199.000 kr.
Der var lagt op til den store triumf for Skoda, da Årets Bil i Danmark 2007 skulle kåres i efteråret 2006. Den nye Roomster var en af de absolutte favoritter. Flere jurymedlemmer havde Roomster som årets bedste nye bil, men resultatet blev en flot andenplads efter den nye Opel Corsa. Forskellen på de to biler er åbenlys for de fleste. Skoda Roomster er en såkaldt børnecontainer, mens Corsa er den traditionelle mindre familiebil i to udgaver. Corsa kunne stille med fem helt ægte Euro NCAP-stjerner, da juryen skulle fordele point, hvor Skoda afventede en ny test hos Euro NCAP. Endelig er der ganske stor forskel i pris på billigste Corsa og billigste Roomster, som stadig fås for lidt under 200.000 kr. før levering og eventuelt udstyr, men motoren er en 3-cylindret på 1,2 liter, og når Roomster er så stor og rummelig, som den i virkeligheden er, bliver motoren pludselig et minus, og Skoda Roomster er dagens dyreste bil med 3-cylindret benzinmotor. Tre ting sætter den mindste Roomster i perspektiv. Det tager 16,9 sekund at nå 100 km/t, topfarten er mindre betydende, men 155 km/t vidner ikke om en bil til 200.000 kr., og så må Roomster maksimalt køre med 700 kg på trækkrogen, og især trailervægt og accelerationstid viser, at den mindste Roomster er lidt anstrengt. Højere op Der er kort sagt ikke saft eller kraft nok i den mindste motor til Roomster, så vi skal et hak op til 1,4 og helst til 1,6 liter med 105 hk, før bilen er uden mislyde og mangler. Hvis man samtidig udnytter den forholdsvis lange Roomster til transport af både mennesker og al den bagage, den kan rumme, er det værd at overveje en dieselmotor, og så er prisen anderledes. 1,6 benzin starter ved 228.000 kr., og billigste diesel koster 243.000 kr., men længden er den samme uanset prisen. Roomster opfattes som en smal, men også meget lang bil. Det er bilens design, der giver det indtryk, for Roomster er ikke længere end Fabia Stationcar, faktisk er den en centimeter kortere. Som alle biler af denne type er Roomster beregnet til fem personer og bagage, og pladsmæssigt kan bilen det hele. Den lange bil har et meget stort bagagerum med meget regulære mål, der er som skabt til en dansk børnefamilie. Skal man have ekstra meget plads, kan man ændre på de multiflytbare bagsæder og komme helt op på 1780 liters bagagerum, så Roomster er i høj grad en brugbar bil. Skoda har på mange måder tryllet med de indvendige forhold. For at gøre lidt ekstra for børn og andre passagerer har Roomster hævet bagsædet, så også svigermor kan se hen over chaufføren og give gode råd under kørslen. Indvendigt er der rigtigt mange plusser til Skoda Roomster, og det er især bilens indretning, der giver de ekstra mange point til modellen. Herfra er det udelukkende et spørgsmål om design og motorens størrelse. Det sidste kan man selv afgøre, men designet er, som det er. Et af de store dagblade spurgte læserne, hvilken bil der var den grimmeste i dette årtusinde. Fiat Multipla blev nummer et, mens Roomster blev en overraskende nummer to, så hvis dagbladets læsere har ret, så er Roomster den grimmeste bil i handlen netop nu. Flere plusser Køremæssigt er der også mange og uventede plusser til Skoda Roomster. Det særprægede design lugter ikke just af gode køreegenskaber, men på trods af det ganske store udhæng over bagakslen, kører den nye Skoda rigtig godt. Sammenlignet med andre biler af typen børnecontainer, udmærker Roomster sig med flere længder. Der er ikke noget 'høj væltepeter' over Roomster. Når man sidder bag rattet, glemmer man hurtigt, at bilen har de ydre mål, den har. God præcis styring, godt opsat undervogn, der måske er lidt rigelig til den hårde side, når bilen kører tom, men det giver flotte egenskaber. Mange danske bilkøbere holder meget af netop den type undervogn. Det giver tillid til bilens egenskaber, og så snart man har passagerer eller bagage i bilen, er indtrykket af lidt stramt opsat undervogn helt væk. Roomster og succes? Fabrikken er endnu ikke oppe på fuld kapacitet, men Roomster ligger et godt stykke efter Fabia og Octavia i Danmark, og man skal måske søge forklaringen i bilens pris. (LNB)