Troede bare, jeg skulle sætte mig og vente på at dø!
- siger Bjarne Nielsen, der er frontfigur i Kræftens Bekæmpelses landsindsamling, og opfordrer: - Meld dig som indsamler
l For ni år siden troede Bjarne Nielsen, at han skulle dø af sin kræftsygdom. Men en forsøgsbehandling, som Kræftens Bekæmpelse har været med til at udvikle, holder hans kræftknude i ro. Nu er Bjarne ansigtet på den store landsindsamling som Kræftens Bekæmpelse holder søndag den 25. marts. Mange har sikkert set Bjarne Nielsen i TV-spots for indsamlingen. Der kan man se, at Bjarne lever et normalt liv. Han passer job, går ture med hunden og spiller badminton. Men det var der ikke noget, der tydede på for bare to år siden. Bjarne havde forlængst fået fjernet sin syge nyre, men kræften havde bredt sig til lungevævet, og der var ikke nogen kendt behandlingsform, som umiddelbart kunne hjælpe ham. - Da så det sort ud. Jeg troede bare, jeg skulle sætte mig i stolen og vente på at dø, siger Bjarne Nielsen. Men forskere på Kræftens Bekæmpelses institut for Biologisk Kræftforskning havde i et stykke tid arbejdet med at udvikle en behandling, som aktiverer patientens eget immunforsvar, - (de går i kamp mod de syge celler, men lader de raske celler være i fred). Samtidig med at Bjarnes sygdom blev forværret, var lægerne på Herlev Sygehus klar til at bruge de nye forskningsresultater på patienterne. Bjarne kom med i den første runde af behandlingen. Og det virkede, Bjarnes knude er ikke vokset siden. Kom og hjælp os! - Et eksempel som Bjarnes viser, hvor vigtigt det er, at vi bliver ved med at forske intensivt i kræftsygdommene, understreger Lise Lotte Dørge, som er formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Hvidovre. - Men forskningen koster mange penge, så jeg vil opfordre alle her i Hvidovre til at hjælpe os med landsindsamlingen søndag den 25. marts. Man kan enten melde sig som indsamler eller have et pænt beløb klar til den indsamler, som kommer rundt i byen. For Bjarne Nielsen tog det ikke mange sekunder, at sige ja til at være frontfigur i årets indsamling: - Forskerne har jo givet mig livet tilbage. Jeg tager hatten af for de mennesker, som vil arbejde med kræft for at komme os andre til hjælp. De gør et utroligt godt stykke arbejde, og jeg er glad for, at den her behandling findes. Ellers havde jeg ikke været her i dag, slutter Bjarne Nielsen. Man kan melde sig som indsamler på tlf. 32 95 47 41 eller 70 21 20 07.