Alsidighed på dansegulvet
... og traditionen tro, følger Studio Jazz & Motions elevopvisning trop
- KB-hallen er fortsat rammen om vor elevopvisning, som i år blev afviklet den 15. april, meddeler Anne-Grete Hamm fra studio Jazz & Motion. - Vi er stadig begejstrede for al den dejlige danseplads, som vore elever kan benytte til at vise, hvad de har brugt hele vinteren på, fortsætter Mette Hamm, som til daglig er "primus motor" på en stor del af dansene i Hvidovregade. Og der var god grund til at vise sig frem. - Eleverne er så fantastisk motiverede og lærenemme, så det kræver sin "mand" at finde på nye trin for at holde dem til ilden hele vinteren igennem. Men det er en dejlig udfordring, som vi har glædet os til at vise frem, i håb om, at have levet op til forventningerne, fortsætter Mette. Og det gjorde alle fra Studio jazz & Motion – elever som Instruktører. Opvisningen indeholdt den traditionelle march med alle børnene, inden de gik i gang med deres danse, bl.a. til gode gamle "Far til Fire" og til topmoderne MGP-shows med Signe K. Anne-Grete havde bl.a. lavet en skøn dans til de voksne damer – et retro-nummer med gruppen "Yellow" fra – 80'erne. Mette havde som sædvanlig både HipHop og masser af "Musik-video-dans" på programmet for de unge og voksne - både for nye og for super-øvede elever. Numrene "Godt taget", "Christina" og "Sexy Back" gav et rigtig godt indtryk af den alsidighed, som er lagt for dagen i Hvidovregade om vinteren. Årets finalenummer var "The Sound of Music", hvis skønne melodier havde inspireret Mette og Anne-Grete til nogle pragtfulde danseoptrin, med alle eleverne på gulvet til de populære melodier som "Do - Re - Me", "Edelweiss" m.fl.