Fra stortrampolin til to-årige gymnaster
Forårsopvisning hos EIC i Frydenhøjhallen på søndag
På søndag den 22. april slår Egevoldens I C Gymnastik dørene op til den årlige forårsopvisning i Frydenhøjhallen, som sætter et festligt punktum for endnu en vellykket sæson. Her vil et bredt udsnit af foreningens mange gymnaster vise, hvad de har arbejdet med i vinterens løb. Et bredt program Her er alt fra højtsvævende stortrampolinspringere til det altid populære forældre/barn-hold, som i år har deltagere på helt ned til to år. Juniorholdet vil lave en super flot opvisning og de friske springpiger og -drenge, er i år nået rigtig langt, hvilket selvfølgelig skinner igennem på denne dag. Billetsalg og indgang åbner kl. 11.30, hvor Hvidovre Brass Band vil underholde, og startskuddet lyder kl. 12.30. Entré for voksne er 20 kr. og børn under 16 år har gratis adgang. - Vi håber, der er mange der ønsker at blive underholdt og inspireret i selskab med de mange forventningsfulde gymnaster, som er klar til at give et brag af en opvisning, siger arrangørerne. To af Egevoldens hold kører videre i maj måned, det drejer sig om klippeholdene turbomotion (mandage kl. 18:00-19:15) samt bodytoning (torsdage kl. 18:30-19:45). Holdene er åbne for alle, så nye deltagere kan blot møde op og købe billetter til 25 kr. hos instruktøren. Det er muligt at læse mere om opvisningen og foreningens hold på hjemmesiden.