Arrangement må aflyses for første gang i 33 år
Den 61. Skoleskibsmarch i Hvidovre kan ikke gennemføres, fordi kommunen ikke kan nå rengøring og eftersyn fra arrangement dagen før
l For første gang i Hvidovre Marchforenings 33 årige historie, har man måttet skride til den tunge beslutning, at aflyse det store arrangement, der skulle have været afviklet her i begyndelsen af april måned. - Det skyldes ganske enkelt manglende smidighed fra kommunens lokaleadministration, siger Ritva Saarinen, der er formand for Hvidovre Marchforening. - Umiddelbart efter vort arrangement den 1. april sidste år, søgte vi igen at få lokalet i Lille Friheden som det centrale udgangspunkt. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi der "var et arrangement dagen før, og kommunen kunne ikke klare rengøring og eftersyn til søndag" meddelte man os. Et så stort arrangement skal jo koordineres med bl.a. Idrætsforbundets kalender, og Hvidovre Marchforening fik derfor et par nye passende datoer, bl.a. den 21. april 2007, hvor der ifølge kommunens lokaleadministration var ledigt. Foreningen bekræftede det som sædvanlig med en bookingbesked til kommunen, men fik først svar - efter en rykker - den 20. november 2006. I en mail oplyste kontoret blot at arrangementet var "flyttet til Risbjergggård", som man ikke havde søgt. Den kommunale forklaring var påny, at "der var kommet et andet arrangement dagen før fredag den 20. april 2007, og at kommunen ikke kunne klare efterrengøring og syn til lørdag den 21. april i Lille Friheden". - Det har været en helt umulig opgave, understreger Ritva Saarinen. - Skoleskibsmarchen står bl.a. i den landsdækkende arrangementkalender 2007, som er udsendt både i Danmark og i udlandet til alle udøvere under Dansk Idræts Forbund. Vi havde udarbejdet både brochurerne og rutebeskrivelserne til de tre dejlige ture bl.a. Kalveboderne Rundt, Avedøre Holme Rundt og Hvidovre Kultur-Tur, ligesom der sideløbende med marchen, skulle arrangeres stavgangskurser med instruktør fra det internationale gangforbund. - Men med så mange uregelmæssigheder og skiftende oplysninger, må vi opgive i år. Vi kan jo ikke bare begynde helt forfra med at finde nye ruter med Risbjerggård som udgangspunkt, og det bliver en kostbar affære for vor lille forening, der nu må destruere hele mateirialet. - Jo, vi føler os rigtigt dårligt behandlet fra kommunens side, - og jeg kan tilføje, at ofte bliver vore breve ikke en gang besvaret, slutter en trist Ritva Saarinen. Borgmesteren: - Dybt beklageligt! Hvidovre Avis har forelagt den kedelige sag for borgmester Britta Christensen, der finder det dybt beklageligt, at Hvidovre Marchforening har måttet skride aflysning af det store motions- og idrætsarrangement: - Efter at have undersøgt sagen, ved jeg, at man i kommunens lokaleadministration har forsøgt at finde en løsning med Hvidovre Marchforening, men desværre var det åbenbart for sent, siger Britta Christensen. - Selvfølgelig bør det kunne lade sig gøre at afvikle et sådant arrangement dagen efter et andet, og oplysningen om, at det ikke har kunnet lade sig gøre, hverken den 31. marts/1. april eller den 21. april i år, fordi man ikke kunne nå rengøring og opsyn, kan jeg ikke godtage. Her må vi være imødekommende. I givet fald ville jeg såmænd godt have taget en gulvklud og spand og have hjulpet med. Det har jeg faktisk også meddelt vor administration af lokalerne, slutter borgmesteren. mads-