I må ikke vække opmærksomhed!
l "Kan man komme i fængsel for det?". Ja undskyld, sådan kom jeg af vanvare til at svare en meget nidkær, u-uniformeret mandsperson, der verbalt overfaldt mig forleden i foyeren til Medborgersalen. Årsagen var såmænd at jeg af gammel vane var kommet til at tænde en cigar i pausen. Når man har røget i godt og vel 45 år, kan det være svært at følge det politiske påbud og aflægge sig en indgroet og rigtig behagelig vane. Skyndsomst forlod jeg selvfølgelig Medborgerhuset, og "nød cigaren" udenfor. Men der må jeg heller ikke være ifølge det restriktive forbud. I direktivet fra Hvidovre Kommunalbestyrelse hedder det ordret: "Rygning skal finde sted på steder, hvor det vil vække mindst mulig opmærksomhed. Det må derfor ikke foregå foran eller ved hovedindgange til eksempelvis rådhuset, biblioteker, ældrecentre, skoler, idrætscentre, daginstitutioner og lignende steder". Med andre ord: Et forsøg på at kriminalisere rygerne! Vi må ikke "vække opmærksomhed". Og vi sættes således i bås med de bajer- og spritdrikkende mennesker der ofte ses på gadehjørner og ved parkanlæg. Men dem har kommunen dog været så venlige at etablere nogle små opholdshuse for, så måske er der også lys forude for os formastelige rygere? Noget helt andet er, at kommunens "gå-væk-forbud" betyder, at kommunale medarbejdere - og andre - nu tvinges til at frekventere private områder når rygetrangen melder sig. Der er masser af eksempler på selvopfundne rygesteder, hvor der ikke er affaldskurve el.lign. Her står medarbejderne så og fryser, så mit gæt er såmænd, at sygdomfraværet vil stige ganske gevaldigt i den kommende tid.