Fladt hår er o.k.
Flere cyklister er begyndt at bruge cykelhjelm. Fra 2004 og frem til 2006 er antallet steget for både mænd og kvinder i alle aldersgrupper og over hele landet. Der er dog stadig kun halvt så mange voksne danske cyklister, der bruger hjelm, sammenlignet med de øvrige nordiske lande. Godt hver tiende cyklist i byen brugte hjelm i 2006. Børn under 10 år er de flittigste brugere. Her husker 67 pct. at tage hjelm på, inden de begiver sig ud i trafikken. Til gengæld tager ældre over 60 år det ikke så tungt. Kun fem pct. i denne aldersgruppe mener åbenbart, at det er umagen værd at beskytte hovedet. Flere piger end drenge bruger hjelm, så længe de er under 25 år. Herefter er det mændene, der er bedst til at få hjelmen på. (LNB)