Skulpturen er ikke kommunens
Derfor skal kommunen heller ikke vedligeholde den. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget lover dog se på sagen
Kunst, eller en pinsel for øjet? Skulpturen foran Avedøre S-station er rusten og bør fjernes, skrev en af Hvidovre Avis' læserbrevsskribenter i sidste uge. Men uanset hvordan den ser ud, så er det ikke Hvidovre Kommune, der har opstillet kunstværket, og derfor er det heller ikke kommunen, der har vedligeholdelsespligten, oplyser Kultur- og Fritidschef i Hvidovre Kommune, Lars Hørdum. Selv om den blå obelisklignende skulptur altså ikke er opstillet af kommune, bliver der alligevel set på den, når forvaltningen hvert andet år tager en rundtur i kommunen for at vurdere, hvilke kunstværker, der trænger til en kærlig hånd. Som udgangspunkt vil der dog kun blive gjort noget ved de kunstværker, der er opstillet af kommunen, fortæller Lars Hørdum, medmindre at lokalpolitikerne indstiller sagen for Kultur- og Fritidsudvalget. Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Allan Fredskov (S), har imidlertid ikke registreret, at der så vidt skulle være nogen lokalpolitikere, der henvendt sig om sagen. Men han lover, at han selv vil tage emnet op med udvalget på udvalgets næste møde her i marts. - Vi skal da værne om vores ting og ikke bare lade dem forfalde, så selvfølgelig vil jeg lytte og så tage op i udvalget, hvad vi skal gøre ved den slags ting, siger han til Hvidovre Avis. Hvem der præcis har opstillet skulpturen, ved Hvidovre Kommunes kunstbibliotekar, og hun er ikke til at træffe i denne uge. key