Medborgersalen bygget om til - en gammel bar...
lDanalund Ungdomshus er klar med et spektakulært show med dans, sang og skuespil, der aldrig er set før. På fredag, den 23. marts, kl. 19.00 og på lørdag, den 24. marts, kl. 15.00 og kl. 19.00 i Medborgerhuset opføres "The First, The Biggest - And Maybe The Last Show" i Medborgersalen. Sarah, som er den ene af danselærerne i Danalund, har samlet et skønt showhold til et par af årets flotteste aftener. Der vil være dans, sang og skuespil - alt hvad hjertet kan begære, både for børn og voksne og for dem, der er midt imellem. Alle kan blive underholdt med latter og tårer. I "The First, The Biggest - And Maybe The Last Show" er ingenting blevet set før, alt er nyt, og man går helt nye veje. Desuden er Danalund Ungdomshus på vej med en ny musical, der har premiere sidst i april. Dertil kommer det store årlige MGP og Musikaften. Men først lægger Danalund Ungdomshus altså ud med det nye store show i Medborgersalen. - Nogle vil nok blive lidt overraskede, da vi har bygget salen i Medborgersalen om til en gammeldags bar med show på både gulv, borde og scene, så man kommer tæt på danserne og skuespillerne, fortæller Sarah fra Danalund. Billetter kan købes i Danalund Ungdomshus, Bavnevej 5A, for 10 kr. stykket, så alle får chancen for se showet. Dørene åbnes en halv time før start, og der kan købes drikkevarer og snacks under hele showet.