Net-bud på boliger kræver omtanke
Kun mægleren kan troværdigt rådgive sælger om fordele og ulemper ved net-bud-funktion, når boligen sættes til salg
DanBolig giver nu boligsælgere en ekstra mulighed, når boligen sættes til salg. På ét af DanBoligs eksisterende salgskoncepter, Giv-Bud-Salg, tilbydes en nem og brugervenlig funktion på hjemmesiden. Her har potentielle købere mulighed for at give et uforpligtende bud på boligen og komme i dialog med den DanBolig-mægler, der har boligen til salg. Med Giv-Bud-Salg signalerer sælger at han er åben for at modtage bud, når boligen annonceres på Danboligs hjemmeside. Introduktionen af Giv-Bud-funktionen sker efter grundig overvejelse blandt DanBolig-kædens mere end 160 ejendomsmægler-butikker. - Hele net-bud tanken er nemlig ikke helt så enkel, som det umiddelbart kan synes, pointerer Allan Bendsen fra DanBolig Hvidovre. - Mange betragter muligheden for net-bud som en opfordring til at byde under den udbudte salgspris på boligen, vurderer Allan Bendsen. - DanBoligs Giv-Bud-funktion lægger op til, at bud reelt kan gå begge veje. Giv-Bud-funktionen kan være med til at undersøge køberinteressen på den pågældende bolig. Markedssituationen er meget forskellig rundt om i landet, og der vil altid være områder, hvor der er mulighed for, at prisen bydes op over den udbudte salgspris. Vi taler altid med sælger om fordele og ulemper, inden det besluttes om det er en god idé at signalere, at sælger er åben for et Giv-Bud-Salg, når boligen annonceres på Danboligs hjemmeside, siger Allan Bendsen. - Samtidig vil vi gerne understrege, at indkomne bud via Giv-Bud-funktionen er helt uforpligtende for både sælger og køber. Udbudsprisen er den lokale DanBolig-mæglers vurdering af boligen i forhold til den aktuelle lokale markedssituation. Giv-Bud-Salg giver mulighed for en dialog omkring en eventuel justering af prisen, men beslutningen om en prisjustering er suverænt sælgers. Vi må som mægler aldrig havne i en situation, hvor sælger føler sig presset til at lukke handlen på en lavere pris end den udbudte, siger Allan Bendsen. DanBoligs Giv-Bud-mulighed findes kun på de boliger, der er annoncerede på hjemmesiden, og hvor sælger har valgt, at der kan gives bud. Boligannoncen vil ikke være markeret med Giv-Bud-mulighed i DanBoligs traditionelle annoncering af boligen i lokalpressen. Det har altid været muligt at kontakte ejendomsmægleren og afgive et købstilbud på en af de boliger, der er til salg i butikken, og det er der på ingen måde ændret på. - Prisfastsættelsen af boligen er en helt central del af samarbejdet mellem sælger og mægler. DanBolig har "Forstand på boligmarkedet", og vi ønsker med Giv-Bud-Salg at sende signaler som understøtter vores grundlæggende kompetence. Vi vil derfor kun anbefale Giv-Bud-Salg, hvis der ikke hersker tvivl om, at boligen egner sig til salg på denne måde, slutter Allan Bendsen og tilføjer: - Vores vigtigste opgave er som altid at skaffe sælger den bedste pris på boligen ud fra de aktuelle muligheder på markedet.