Flere recepter bliver elektroniske
Receptmedicinen kan nu være klar når man ankommer til apoteket
Regeringen har besluttet, at elektroniske recepter fremover skal sendes fra lægen til apoteket via en central database - receptserveren - i Lægemiddelstyrelsen. Receptserveren er en del af den personlige elektroniske medicinprofil (Medicinprofilen), som er Lægemiddelstyrelsens register over oplysninger om borgernes køb af receptordineret medicin. Den nye metode til at sende recepter til apoteket bliver i øjeblikket indført på alle landets apoteker. Apotekerne i Hvidovre er blevet tilkoblet receptserveren den 18.januar 2007. I slutningen af januar 2007 vil alle apoteker i Danmark være omstillet til den nye ordning. De fleste borgere vil dog ikke umiddelbart opleve ændringer i forbindelse med ekspeditionen af deres recepter. Den nye ordning for recepter betyder, at oplysninger om borgernes recepter opbevares elektronisk. Det giver apoteket og lægen mulighed for at få et bedre overblik over patienternes recepter, og der er sikkerhed for, at oplysningerne ikke bliver væk. Apoteket vil også på forespørgsel fra en patient kunne oplyse, om patienten har recepter, der endnu ikke er indløst. Fremover vil lægen i de fleste tilfælde fremsende en elektronisk recept til et bestemt apotek. Dette vil for de fleste patienter være den mest hensigtsmæssige løsning, og apoteket har mulighed for at ekspedere recepten og finde medicinen frem på forhånd, inden patienten kommer på apoteket for at hente den. Hvis man ønsker det, vil der dog også være mulighed for at vente med at vælge apotek, til medicinen skal afhentes, fordi alle apoteker i landet vil kunne hente og ekspedere en elektronisk recept på anmodning fra en patient. Der vil dog fortsat være mulighed for at få udstedt den velkendte papirrecept, hvis man ønsker det. Fremover vil man som borger selv, via sin personlige Medicinprofil, kunne få overblik over sine ordinationer samt receptpligtige lægemidler købt på et apotek inden for de seneste to år. Medicinprofilen får man adgang til gennem www.sundhed.dk på Internettet. Adgang til Medicinprofilen kræver digital signatur, som kan bestilles på www.digitalsignatur.dk.