Et talent for at nyde livet
l Birger Mosholt skriver, på vegne af "de gamle HIPS`ere" mindeord om Hvidovres Helge: Helge Ove Jensen, hele Hvidovres Helge, er død. Hvidovres største hjerte gik i stå i torsdags. Et hjerte fyldt med livsglæde og ubetinget kærlighed til alle os, der var så heldige at være blandt Helges venner. Og dem er der mange af. Alle, der mødte Helge på hans evige rejse rundt i Hvidovre og omegn, ved at vi altid har kunnet regne 100% med Helges støtte. Helge var begavet med en sjælden generøsitet. Helge var ganske simpelt begejstret for, og interesseret i andre mennesker. Helge krævede ikke andet af livet end at dele det med andre, men det var han til gengæld god til. På trods af mange års sygdom hørte vi meget sjældent Helge beklage sig. For Helge handlede det altid om at søge muligheden for at glæde sig i venners lag. På den måde blev Helge en læremester for os alle. Helge praktiserede et enestående talent for at nyde livet på de givne vilkår, og det har helt givet smittet af på alle i Helges enorme netværk. Minderne og de indre billeder står i kø. Helt tilbage til dengang i slutningen af 60'erne, hvor Helge stod og sang fed Rock på scenen i Hvidovre Roklub eller til Månedens aften, og frem til Nytårsaften 06/07, hvor Helge med sædvanlig beslutsomhed var med til endnu en fest. Det blev desværre den sidste gang, at Helge var til fest i Hvidovre. Der var meget Helge gerne ville have nået, og mange planer var på plads i Helges indre kalender. Med livsvilje og fight nåede Helge mere end de fleste og betød endnu mere for mange flere. Lad os glædes over at vi har haft Helge blandt os. Birger Mosholt