Varmt farvel til Hvidovre-Helge
Hvidovre-Helge blev bisat fra Strandmarkskirken mandag. Mange var mødt op for at tage en sidste afsked
Hvidovre-Helges liv blev afspejlet i hans begravelse, hvor høj som lav, kendt som ukendt mødte op for at tage et sidste farvel, med den populære Hvidovre-borger, der altid har bakket trofast og ihærdigt op om stort set alt forenings-, sports- og kulturliv i Hvidovre. Således var Strandmarkskirken mandag fyldt op med repræsentanter fra både Flyvevåbnet, det lokale brandvæsen, politi, ishockeyklub, fodboldklubber og en motorcykelklub. Dertil kom flere kommunalbestyrelsesmedlemmer samt forsanger Peter AG fra Gnags, der var Hvidovre-Helges yndlingsband. Det store fremmøde viste med al tydelighed, at Hvidovre-Helge var vellidt og også kendt af rigtig mange mennesker i og udenfor Hvidovre. Hvidovre-Helge, der havde det borgerlige navn Helge Jensen, gik bort den 1. marts. Han blev 64 år. key