SIKKERHEDEN PÅ BROSTYKKEVEJ
GYDA LARSEN håber der kan gøres noget, og har et par kommentarer til artiklen "Opsæt flere fartkontroller":
Vedr. artiklen "Opsæt flere fartkontroller" i Hvidovre Avis onsdag den 14. marts. Jeg vil godt, som bestyrelsesmedlem af Risbro Grundejerforening, have lov til at knytte nogle kommentarer til ovenstående artikel. Jeg var i januar måned personligt oppe på rådhuset og aflevere det brev, som grundejerforeningen havde godkendt på vores generalforsamling. Jeg havde et møde med borgmester Britta Christensen og formand for teknik og miljøudvalget Finn Gerdes om sagen. Udfaldet af mødet var meget, meget positivt, og jeg gik derfra med en forventning om, at der var velvilje til at gøre noget ved trafiksikkerheden på det omtalte stykke af Brostykkevej. Baggrunden for henvendelsen er den fart, hvormed der bliver kørt med på vejen både dag og aften. Dels fungerer vejen som skolevej for Risbjergskolen i dagtimerne, og samtidig bliver der især om aftenen kørt rigtig, rigtig stærkt. Borgmesteren udtrykte klart sin positive holdning til, at der skulle gøres noget ved hastigheden. Aftalen var at Finn Gerdes skulle undersøge muligheden for fartkontrol hos politiet, hvilket der meget rigtig er citeret i artiklen, hvor opfordringen er fremsat af teknik og miljøudvalget. Stor var min glæde da jeg erfarede at kommunens fartmåler var sat op på Brostykkevej i sidste uge, men så vidt jeg har kunnet bedømme stod den der højst 3-4 dage. Aftalen på mødet hos borgmesteren var ligeledes, at man kunne undersøge muligheden for en form for skiltning med max.hastighed, mulighed for dobbelte optrukne streger på vejen, som det så fornemt er lavet på Kløverprisvej. Foranstaltninger som skal indikere, at farten skal overholdes. Brostykkevej er en primærvej, som f.eks. Hvidovrevej og Kløverprisvej, og her har man med stort held lavet trafiksanering, som samtidig sikrer en gennemkørsel på tværs af kommunen, men under hensyntagen til miljø og sikkerhed. Jeg håber blot, at artiklen ikke har fået alle detaljer med, og at teknisk forvaltning vil påpege de anførte muligheder overfor politiet. Sidst men ikke mindst fremlagde jeg også ønske om, at man i samme forbindelse kunne gøre noget for at forskønne det stykke af Brostykkevej. Knækkede og sølle vejtræer giver ikke noget kønt billede af kommunen, og er et meget kedeligt "visitkort" Jeg kan fuldt ud tilslutte mig den læser som i forrige nr. af Hvidovre Avis efterlyste et lidt kønnere område ved Åmarken station. Man kunne forestille sig en samlet forskønnelsesløsning. Jeg håber, at flere fartkontroller bliver en realitet, jeg håber kommunen og politiet i samarbejde med inddragelse af os borgere, kan finde frem til en løsning, som på sigt gavner både miljøet og trafiksikkerheden. I artiklen nævnes det, at Brostykkevej er en betydelig trafikvej, ja, men vel ikke mere betydelig end kommunens andre veje, hvor der er velvilje og intentioner om at skabe et sikker og trafikvenligt byrum. Med venlig hilsen Gyda Larsen Risbro 6.