Norden møder Balka
Næste torsdag, den 1. marts, byder Avedøre Kirke på et spændende koncertarrangement, "Sange og fortællinger fra hjertet – Norden møder Balkan". Det foregår kl. 19.00 -der er fri entré til koncerten og alle er velkomne. Historien bliver fremført af Katrine Faber & Vokalgruppen Usmifka, med dirigent Niels Græsholm. Musikken er af Krassimir Kjurkchiiski, Nikolai Kaufmann m.fl. "Sange og fortællinger fra hjertet – Norden møder Balkan" er en koncertforestilling hvor historiefortælling møder bulgarsk a cappella kormusik. Vokalensemblet Usmifka, der gennem 16 år har udbredt kendskabet til bulgarsk kormusik i Danmark, har sat skuespiller og historiefortæller, Katrine Faber, stævne. Sammen har de skabt en koncertforestilling, hvor gamle sagn og melodier møder nutidige kompositioner og tekster. Katrine Faber fremfører to folkeeventyr fra henholdsvis Danmark og Bulgarien. Usmifkas sange væver sig ind og ud af historierne, der i toner og ord fortæller noget fælles mellemmenneskeligt, der går på tværs af kulturer og udtryk. Forestillingen udforsker grænselandet mellem to kulturers sagn og folkemusiktradition. Dels mytologisk, dels musikalsk. Repertoiret består af sprudlende arrangementer af flere af Bulgariens mest velanskrevne komponister, og spænder fra traditionelle og enkle folkesange til 8-stemmige moderne kompositioner. De skæve taktarter og dissonerende akkorder, der er kendetegnende for Balkanmusikken, går godt i spænd med folkeeventyrenes gribende og farverige verden. Bag arrangementet står Hvidovre Musikråd og Avedøre kirke.