"Mytens forladte huse"
Foredrag om dansk kirkekunst siden 1945 i Hvidovre Kirke
I morgen torsdag den 18. januar kl. 19.30 i Hvidovre Kirke vil kunsthistoriker og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen fortælle og vise lysbilleder om dansk kirkekunst. De danske kirker har ikke mindst i de senere år fået mange nye udsmykninger skabt af moderne danske billedkunstnere. Mange af disse udsmykninger har givet anledning til store diskussioner om kunstens rolle i kirkerummet, og det er stadig et emne, der kan sætte sindene i oprør: "Hvorfor skal vi have nyt? Og hvorfor ser det netop sådan ud? "Mytens forladte huse" er et lysbilledforedrag om dansk kirkekunst siden 1945. Foredraget former sig som en gennemgang af den udvikling, der er sket inden for kirkekunsten siden Anden Verdenskrig, ligesom der vil blive vist eksempler på markante værker af vore mest kendte kirkekunstnere, herunder også nogle af de allernyeste udsmykninger. Med et kunsthistorisk og teologisk udgangspunkt gennemgår og analyserer Lisbeth Smedegaard Andersen den udsmykning af kirkerne, der har fundet sted efter krigen sat i relation til den folkekirkelige situation og de kulturelle strømninger I foredraget kommer Lisbeth Smedegaard Andersen ind på hvorledes moderne kirkekunstnere igen tager de kristne grundmotiver op der har ført til, at så mange kirker i dag rummer ny og overbevisende kunst som ramme for en nutidig forkyndelse.