Sød musik
Jørli Petersen prøvekører Chevrolet Epica 2,0 4d til 244.996 kr.
En stor, rummelig og traditionelt opbygget 4-dørs sedan med 6-cylindret motor til en pris under 250.000 kr får en til at tvivle på, om man har hørt rigtigt. Kan det nu være rigtigt, at man kan få så meget bil for en tilsyneladende så beskeden pris, samtidig med bilen er usædvanlig på flere punkter. Det første usædvanlige er motoren. En 6-cylindret rækkemotor på to liter er et særsyn i dagens bilverden. Selv en så traditionel bil som BMW 3-serie er gået bort fra række 6-eren til 320, og for at gøre forvirringen total har Chevrolet samtidig lagt motoren på tværs i motorrummet. En 6-cylindret rækkemotor på tværs mellem forhjulene er heller ikke hverdagskost. Volvo var først med en række 6'er på tværs, og nu følger Chevrolet altså med på Epica, og problemet med at få en motor til at stå på tværs er ikke så meget motoren, det er altid gearkasse og differentiale, der hænger efter motoren, det kniber med at få plads til. Det maksimale Rækkemotoren med seks cylindre er så let at bringe i fuldkommen balance. Man kan få fuld kontrol over vibrationer og støj, og hvis man bruger tilstrækkeligt med lejer i bunden af motoren, er der heller ingen problemer med motorens levetid. Den medfødte svaghed med mange cylindre på rad og række er drejningsmomentet, og sejtræk ved lave omdrejninger er ikke rækkemotorens livret. Sådan en lækker snurrebasse har det bedst, når den får lov til at rulle hurtigt rundt, så før det hele passer bare nogenlunde med en ganske lille 6-cylindret rækkemotor, skal det hele afstemmes på fineste vis. Som helt almindelig personbil er Epica ganske pænt afstemt. Der er lidt rigelige store spring mellem gearene, en 6-trins gearkasse ville gøre fornøjelsen og bilens køremåde bedre, men bag det hele er der den lækre baggrundsmusik fra den klassiske række 6'er, som næsten er født til at rulle på motorvejen. Her passer gearingen perfekt, man er kommer lidt op i omdrejninger, og Epica har magt over tingene, og så fik vi en behagelig overraskelse på benzinforbruget. Det er slet ikke så højt som frygtet. Med almindelig kørsel med en eller to personer kan man komme tæt på bilens ECE-snit på 12,2 kilometer på en liter benzin, det er de mange start - stop i byerne der koster. Fuld gevinst Inde i bilen opdager man, hvorfor Chevrolet har gjort sig så store anstrengelser for at få motoren til at fylde så lidt som muligt. I stedet for at fylde i længden og næsten være tvunget til at lade bilen trække på baghjulene har man pludselig fået en næsten enorm kabine. Pladsen i forsæderne er mere end fornem, og bagsædet er så stort, at alle ungerne uhindret kan deltage i de små interne familieopgør. Bagagerummet er ikke så stort, som man kunne vente. En stor, klassisk 4-dørs sedan med et bagagerum på 480 liter er ikke helt i topklasse, men det har Chevrolet gjort med vilje. Bagagerummet er rigeligt til alle former for dagligt brug, det står jo tomt det meste af året, så man har prioriteret pladsen i kabinen, hvor der også er masser af udstyr. Chevrolet tilbyder den lille Epica i to udgaver. En såkaldt luksusudgave, der koster 25.000 kr ekstra, ligner det helt rigtigt tilbud, og det var også den version, Chevrolet havde sendt til test. I topudgaven får man fuldautomatisk klimaanlæg i stedet for manuel air-condition, cruise-control og regnsensor som det vigtigste og mest anvendelige udstyr. Der er også et større musikanlæg, kørecomputer, anti-blænd på bakspejlet og lædersæder, der er elektrisk styret. Epica afløser den tidligere model Evanda, og bortset fra størrelsen er der ingen sammenligning mellem før og nu. Epica er ganske smart, den er både traditionel, men også usædvanlig, og så er der tekniske detaljer i bilen, som gør den interessant. Især hvis man er til 6-cylindrede rækkemotorer. Køreteknisk er Epica først og fremmest beregnet til de lange lige motorveje. Den er mere end komfortabel, når man bare flytter kilometer. På den snoede sognevej mærker man mere til bilens størrelse og den valgte opsætning, men bilen har ganske god balance, styringen er ganske præcis, bilen kører i den retning, man peger med rattet, men hårdt presset er den understyrende, men meget forudsigelig. Undervognen er sat op i den bløde ende, og ikke overraskende er det baghjulene der henter et lille minus, så det er kun den manglende mulighed for ESP og de seks års rustgaranti, der falder lidt i øjnene. (LNB)