Fra 500 til 180 kursister på 5 år
Strammere regler for indvandring giver Hvidovre Sprogcenter færre tilmeldinger til sprogundervisningen
Hvidovre Sprogcenter oplever nedgang af antallet af kursister, som en konstant nedadgående kurve. Men tendensen ses også på landsplan, og kommer i kølvandet på regeringens stramning på udlændingeområdet - så det var ventet. - Da jeg blev ansat den 1/1 1999, kom jeg fra et kæmpe sprogcenter i København, og havde forestillet mig, at jeg skulle "slappe" lidt af i stillingen ude i Hvidovre. Men da kommunaliseringen af området blev iværksat, viste det sig, at det forventede kursistantal på 230 pludselig steg til næsten 500 kursister, fortæller forstander Erik Toft i lokalerne på Strandmarksskolen. Nu tæller Erik Toft, otte år efter, 180 på listen over deltagere, og han forventer en mindre reducering i antallet. Sprogcenteret havde for fem år siden 40 undervisere ansat - idag er der 10 tilbage. Man er gået fra over 90 nationaliteter til 40-50 i perioden, og Erik Toft kan fortælle, at markedet på landsplan er nedadgående, men tilføjer også, at 180 kursister ikke er en katastrofe - absolut ikke. Hvorfor møder I det store frafald? - Der kommer ikke så mange til landet medmindre, de er familiesammenførte, og så har 24 års-reglen også præget vores marked markant. Nye kursister ser vi i virkeligheden ikke mange af - altså folk, som lige er kommet til landet. Så tilflyttere fra andre kommuner udgør en stor del af deltagerne, mens kontanthjælpsmodtagerne også er et truet folkefærd i sprogundervisningsregi. - Før i tiden havde vi flere kontanthjælpsmodtagere, som gik til undervisning i en til fem måneder af gangen ind imellem arbejde eller barsel, disse mennesker kunne frekventere centret on/off over en flerårig periode. De glemte simpelt-hen sproget, når de havde været væk i en periode, men dem er der heller ikke så mange tilbage af mere.bak