Ibiza med ny profil
Jørli Petersen prøvekører Seat Ibiza 1,4 d til 139.999 kr.
Det er ikke verdens største face-lift man finder på den nye Seat Ibiza, men selv om de udvendige nyheder er ganske sparsomme, tøver Seat ikke med at kalde den næste Ibiza for ny, og lidt er der da om snakken. Seats påstande går på alt det tekniske, men vi ser også Ibiza på en anden måde; som bilen til en dansk familie. Her kan man sætte en tyk streg over betegnelsen nyhed, ikke så meget for alt det med mekanik, men for bilens position i det hele taget. Med den nye Ibiza sendte Seat to væsentlige nye begreber på markedet. Seat ville igen være en betydende spiller på det danske marked. Man satte prisen markant ned på den nye model, og man stoppede ikke ved et markant prisfald, man fyrede også den omdiskuterede 3-cylindrede motor fra den tidligere grundmodel, så Ibiza i dag står som en bedre og især billigere bil med en markant bedre grundmotor end tidligere. Den spanske skole Både ind- og udvendigt er der gennemført små stilmæssige ændringer, så Ibiza ligger tættere på Altea og Toledo i design, men bag det spanske ydre, er Ibiza stadig en variant af VW Polo, også selv om Seat har udvidet modelprogram og finpudset alle modeller, så flest muligt kan få opfyldt deres ønsker og behov. I dag er Ibiza den mest solgte bilmodel i Spanien, og til dato er der fremstillet ikke færre end 3,5 millioner biler med navnet Ibiza. Den første Ibiza blev præsenteret i 1984, og både bil og kvalitet var lidt tvivlsom, men da VW købte Seat, kom der skub i udviklingen. Seat kunne pludselig læne sig op ad den fælles udvikling i hele VW koncernen, man fik adgang til et omfattende udvalg af platforme og motorer, og de seneste år har Seat fået sin egen stil. Det er også godt nyt, at der er flere Ibiza-modeller at vælge imellem, og det danske motorprogram starter med en 4-cylindret 1,4 liters med 75 HK, og selv om samme motor både fås med 85 og 100 HK, er det den lille 75'er der ligner den mest oplagte og populære model i Danmark Tilpasset undervogn Det særlige ved den nye Ibiza er den individuelle tilpasning af bilens undervogn. Den billigste Ibiza har tilnavnet Reference, og denne model har en pæn mængde standardudstyr, herunder to-vejs justerbart rat, højdejusterbare forsæder, el-servo, den rigtige mængde air-bags, og så er ESP blevet standardudstyr på alle udgaver af Ibiza. Sikkerhed helt i top, er også en del af den nye Ibiza. Hvis man har lidt flere penge til at købe ny bil, kan man overveje næste variant med Stylance udstyr, her får man fartpilot, alufælge og lidt mere elektrisk hjælp til diverse indstillinger. Reference og Stylance deler opsætning af undervogn. Fra Sport-modellerne begynder Seat at stramme på undervognen. Man vælger kraftigere krængningsdæmpere, andre støddæmpere og fjedre og bilens dæk går op i 16 tommer, men også bredere og i lavere profil. Undervognen stiger en grad i hårdhed i den nye FR, som nærmer sig en rigtig racer. Hjulene er nu 17 tommer, bredden er 225 og profilen nede på 40, der kommer anti-spind og lidt sølvlakering på spejlene, mens topmodellen Cupra er strammet så kraftigt op, at den ikke er specielt behagelig på en normal, hullet dansk vintervej. Familiens Ibiza Der findes således en Ibiza til enhver smag og pengepung, men uanset hvordan vi vender og drejer Ibiza programmet, bliver vi ved med at vælge yderpunkterne. Enten er 1,4 liters med grundudstyr både det logiske, rigtige og mest fornuftige, og vil man have mere, skal man gå efter en af topmodellerne, som er rigtig forrygende. Den nye udgave af Ibiza er en typisk forhjulstrækker i bedste danske familieklasse, den er let understyrende, men både dæk og opsætning af undervogn er så behagelig, at man godt kan bruge betegnelsen god komfort om Ibizas nye 1,4 liters basismodel. Vi mener rent ud sagt at bilen er så godt et bekendtskab, at vi ikke rigtige forstår, hvorfor danskerne ikke river bilen ned fra hylderne. (LNB)