HIF med stærkeste B-trup i mange år
Det er ikke kun HIF's divisionshold der vil rykke op, - B-truppen ser i øjeblikket rigtig god og spændende ud
l FODBOLD: Selvom der er sket en udskiftning i HIF's B-trup, er den stadig god og bred. Det er en god kombination af ungdom og erfaring, og træner Bjørn Mikolajek er ikke i tvivl. - Den trup, jeg ser nu, er stærkere end den, jeg havde for 3-4 år siden, da jeg var DS-træner i HIF, lyder det fra træneren. - Man frygter jo altid, at spillere forlader den trup, man er i gang med at få til at fungere. Men det er altså spillets betingelser. Nogle spillere mener, de ikke får chancen højere oppe, og så prøver de talentet af andre steder. Det er naturligt nok men svære betingelser at arbejde under. I øjeblikket har vi en meget ung stamme, som er ret talentfuld, men som selvfølgelig mangler erfaring. Heldigvis råder vi også over erfarne spillere fra 1. holdstruppen, som går ind og viser, hvad der kræves. Her tænker jeg på Theo Katergaris, Jesper Myhrmann, Ulrik Drost, Ulf Gormsen og Christian Lundby, der alle har været med omkring 2. holdet, og det er meget vigtigt for de unge at have dem til at spejle sig i... - Når man melder ud omkring 1. holdet, at man vil rykke op i 1. division, skal vi som 2. hold gøre meget for også at rykke op. Vi skal helst have reserverne til 1. holdet i Danmarksserien, hvor det hele går lidt stærkere og har lidt højere niveau. Den opgave påtager vi os, og jeg ser, at de unge udvikler sig. Vi kører den store trup, hvor både 1. hold og 2. hold er sammen med tre trænere. Det virker, og så sker udskilningen først i slutfasen af opstarten. Jeg glæder mig meget over at konstatere, at spillerne vil en masse sammen, så lysten er der... - Samtidig ser jeg også, at de spillere, der kommer op fra ynglingeholdet, har en hel anden og bedre ballast, end vi før har set. Det giver en masse at spille i de bedste ungdomsrækker, og det gør overgangen fra ungdomsspiller til seniorspiller noget lettere. Niveauet er klart højere end tidligere hos de unge...eb