Røveriet var planlagt af ansat
En 19 årig medarbejder i LokalBrugsen fingerede røveriet den 26. december, hvor hele juleomsætningen forsvandt...
" Havde det dog bare været mig selv" , fortalte brugsuddeler Vivianne Thaysen ærgerlig over at det væbnede røveri gik ud over en 19 årig ung mand, som ikke har det for godt med den skræmmende oplevelse 2. juledag. Sådan udtrykte uddeleren sin ærgrelse og medlidenhed med den unge mand til Hvidovre Avis den 3. januar, men medarbejderens forskrækkelse viste sig at være påtaget. Løgn og latin. Vivianne Thaysen vil ikke ud med det præcise beløb af sikkerhedsmæssige årsager, men hun forsikrer, at LokalBrugsen aldrig vil ligge inde med sådan et stort beløb igen. Sker ikke igen - Vi har ændret vores rutiner og har taget nogle foranstaltninger, så et røveri i den størrelsesorden ikke er muligt i fremtiden. Og så vil vi gerne fortælle vores kunder om netop dette røveri, da der faktisk var tale om et fupnummer - og ikke et væbnet røveri. Det var en ansat, som sammen med et par kammerater planlagde forløbet, fortælller brugsuddeleren, som gerne vil afdramatisere forestillingen om et voldsomt røveri i den lille købmandsbutik. Der var noget uldent over det "væbnede" røveri 2. juledag. Alene tidspunktet, klokken 07.10, syntes at være skævt i forhold til kassebeholdningen, men medarbejderen vidste, at flere dages juleomsætning lå i pengeskabet. - Der var flere indikatorer på, at den ansatte var indblandet i røveriet. Hans reaktion og opførsel, da politiet mødte op på gerningsstedet, var påfaldende rolig. Og så var han af natur en person, som havde svært ved at komme op om morgenen, men denne tirsdag mødte han til tiden, så han kunne lukke sine medsammensvorne ind i butikken, fortæller Sven Hansen fra Efterforskningsafdelingen, som også kan konstatere, at de fældende beviser var ivrig kontakt mellem "røverne" i timerne op til. 19 år De tre gerningsmænd var henholdsvis 19, 19 og 20 år og ikke kendte af politiet i forvejen. Deres blanke synderegistre førte heller ikke til en varetægtfængsling. Man har endnu ikke afsagt domme over de tre unge mænd, men den ansatte i butikken kan med vished se frem til en sigtelse for "falsk anmeldelse", oplyser politiet. Politiet fandt en del af pengebeløbet i et skab på en af gerningsmændenes arbejdsplads - valget af tyvekoster var kontanter og klippekort.bak