Imponerende slutspurt
HIF's damer var bagud med 3 mål små fire minutter før tid, men fik uafgjort
l HÅNDBOLD: Med en imponerende slutspurt og imponerende mange mål, sikrede HIF's damer sig det ene point i udekampen mod Høng. Opgøret endte 32-32 efter føring til HIF på 18-17 ved pausen. Den afgørende forskel, i forhold til hjemmekampen i sidste uge, var målmændene. Hvor de begge tog lidt ekstra og havde et godt forsvar foran sig i Dansborghallen, var der stort set dømt "åbent hus-arrangement" i søndags. Træner Jette Jørgensen forsøgte at toppe dem ved at skifte ud, men det var stort set virkningsløst. Strategen Malene Engel blev mandsopdækket allerede efter 6 minutters spil, og det betød at andre, og især Gitte Korsgaard, tog over. Hun scorede nogle gode mål efter ihærdige gennembrud, og var derudover dygtig til at gøre skarpskytten Katja Melander stærk. - Jeg synes, vi var heldige med at få det ene point, lød det fra træner Jette Jørgensen efter kampen. - Når man er bagud med 3 mål, og der resterer små fire minutter, og man er i undertal med få sekunder tilbage og alligevel sikrer sig det ene point, skal man ikke være utilfreds. Marie Louise Dam kom afsted på en kontra og udlignede til 32-32. Her stod uret på 29.57, så det var tæt på at være for sent. Gennem det meste af 2. halvleg var vi bagud med tre mål, og det virkede meget som om, at vi aldrig fik chancen for at komme tilbage, lige meget hvad vi foretog os... - Vi synes, vi har det bedste hold i rækken, men det er man ikke, hvis målmændene ikke har en god dag. Det havde de ikke, og så blev det svært. Egentlig stred og kæmpede forsvaret godt, men når modstanderen alligevel hele tiden scorer, er det svært... - Katja Melander er stille og roligt ved at finde sin plads på holdet. Hun er ung og skal føres fornuftigt frem under trygge forhold og rammer, og den del af arbejdet er Gitte Korsgaard dygtig til. Katja Melander har en skudstyrke, som man ikke ser hver dag, men formen skal pudses af og hun skal bruges, når de rigtige omstændigheder er der... - Vi skal til Tune på søndag, og her har vi revanche til gode....eb