Nej til studietur
Arbejdsmarkedsudvalg ville på studietur til Skotland - men i økonomiudvalg og kommunalbestyrelse fik sækkepiben en anden lyd: NEJ!
l For lige over et år siden - nemlig den 6. april 2006 - besluttede arbejdsmarkedsudvalget at arbejdsmarkedsforvaltningen skulle sondere muligheden for en studietur med fokus på håndtering af beskæftigelsesmæssige problematikker og løsning heraf. Dén studietur blev aldrig til noget. På udvalgets efterfølgende møde den 4. maj 2006 blev det bestemt, at studieturen skulle afvikles i Skotland. Der skulle være fokus på at indhente inspiration vedrørende indsatsen overfor arbejdsledige. Efter at arbejdsmarkedsforvaltningen havde fundet frem til indholdet af studieturen, indstillede forvaltningen til arbejdsmarkedsudvalget at udvalget godkendte studituren, samt at turen skulle finansieres over kommunalbestyrelsens møde- og rejsekonto. Dette godkender arbejdsmarkedsudvalget så 10 måneder senere - nemlig på sit møde den 8. marts i år, hvorefter sagen oversendes med anbefaling til økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. På økonomiudvalgets møde den 19. marts bliver tommelfingeren dog vendt nedad. A og V stemmer imod mens F og H stemmer for. Gruppe F begærede herefter sagen i kommunalbestyrelsen i henhold til Styrelseslovens § 23. Og her blev sagen så behandlet i sidste uge. Efter en lang - meget lang - debat vedtog kommunalbestyrelsen at følge økonomiudvalgets indstilling - at sige nej til at gennemføre studieturen. Syv socialdemokrater - Kenneth F. Christensen, Helle Adelborg, Finn Gerdes, Benthe Viola Holm, Carsten Jelund, Lars Andersen og Britta Christensen - fulgte sammen med gruppe V, C og O indstillingen fra økonomiudvalget. Imod stemte tre socialdemokrater - Susanne Brixum, Ømer Kuscu og Allan Fredskov - samt liste T og H og gruppe F. Liste T stemte imod økonomiudvalgets indstilling med en bemærkning om, at studierejsens indhold vil kunne kvalificere den fremtidige arbejdsmarkedsindsats yderligere. Indholdet Men hvad var indholdet af den studietur, der nu ikke bliver til noget? Efter at Arbejdsmarkedsudvalget bad arbejdsmarkedsforvaltningen undersøge mulighederne i Skotland bad forvaltningen Det Danske Kulturinstitut om at arrangere studieturen til Skotland, i perioden 3.-7. juni 2007. Fra programmet skal nævnes et heldagsbesøg hos Glasgow City Council den 4. juni. Besøget hos Community Health Care Partnership Glasgow den 6. juni skulle relateres til arbejdet med misbrugsbehandling og sygedagpenge. Omkring virksomhedsbesøg den 7. juni om formiddagen var der planlagt en aftale med en virksomhed hvortil der er knyttet projekttiltag/indslusningsordninger eller deciderede beskæftigelsesprojekter. oas