For mange sygedage
Hvidovre Kommune har flere kommunale sygedage end landsgennemsnittet - og det skal der nu gøres noget ved!
l Hvidovre Avis har et par gange i løbet af 2007 beskæftiget sig med det kommunale sygefravær. Der gøres nu i kommunen en ny og forstærket indsats for at kortlægge og nedbringe sygefraværet. Omkring 53.000 årlige sygedage koster dyrt for Hvidovre Kommune og for de kommunale skatteydere. - 53.000 sygedage er alt for meget. Det skal der derfor gøres noget ved, mener man i de kommunale chefkontorer... Det voldsomme kommunale fravær har sin pris. Hvidovre Kommune sætter derfor ind med en forstærket indsats for at bringe sit høje sygefravær ned. Et vigtigt element i dette arbejde er et stort projekt, som skal undersøge årsagen til sygefraværet. - Vi er ganske sikre på, at kommunen vinder noget både menneskeligt og økonomisk ved at sænke fraværet, siger personaledirektør Per Krog. - Vi har her i byen et sygefravær på et niveau over landsgennemsnittet. Vi vil nu intensivt undersøge, hvorfor det er tilfældet i Hvidovre. Nedbringelse af fraværet til et acceptabelt niveau er og bliver en ledelsesopgave. Det er lederen der har initiativet til at fravær til stadighed er på dagsordenen og det er lederen, der skal sikre, at man får drøftet omfanget, årsagerne og - ikke mindst - mulige initiativer til nedbringelse... Det handler om nærvær En fraværskonsulent skal i løbet af de kommende seks måneder opsøge mange af de omkring 3.500 offentligt ansatte i de forskellige kommunale institutioner og afdelinger. Fraværskonsulenten skal i samarbejde med ansatte og ledere støtte og vejlede om, hvordan fraværet kan minimeres. Kommunen skal desuden føre statistik over fraværet og analysere, hvad dets årsager er. - Der kan være mange grunde til fraværet. Trivsel betyder meget. Årsagerne til fraværet er ofte symptom på noget andet. Årsagen til fraværet kan eksempelvis også findes i et dårligt arbejdsmiljø, dårlig ledelse, stress på arbejdet eller stress på hjemmefronten, mener Per Krog... Han undertreger, at man i kommunen ikke betragter den forstærkede indsats som et "projekt om fravær" men som et "projekt om nærvær": - Det handler om trivsel og om kulturen på den enkelte kommunale arbejdsplads. Der er i Hvidovre Kommune enighed om, at vi i den kommende tid skal holde fokus på netop disse to områder... Det kommunale sygefravær svarer til, at 214 medarbejdere er syge. Hver dag. Hele året. Med den brede pensel svarer det til en årlig udgift på godt 60 millioner kroner - penge, som kunne bruges til mange andre tiltag i det kommunale billede. Det kan derfor betale sig at koncentrere indsatsen om at nedbringe fraværet.oas