10 år med boligtextiler
- i Botex, Åhavens Messe, på Hvidovrevej
Det er nu 10 år siden, at Jytte og Keld Schejbel overtog Åhavens Messe på Hvidovrevej 284 og samtidig meldte forretningen ind i den frivillige kæde BOTEX. Åhavens Messe er en af de rigtig gamle forretninger i området, idet den blev startet på Vigerslevvej lige overfor Åhaven i Valby for over 40 år siden af Thomas Thomsen, der stadig er en del af Hvidovres liv. De 10 år er gået meget bedre end Jytte og Keld har haft fantasi til at forestille sig, og forretningen fremtræder i dag som en moderne boligtextilforretning, der kan præsentere alle muligheder inden for gardiner og solafskærmning, frottéer, badetextiler og sengeudstyr. Der er 4 fuldtidsansatte i butikken: Jytte som er den daglige leder, Keld der kører den ene af gardinbusserne, Trine, der kan alt og har været med i 9 af årene, og endelig Martin som det for 1 år siden lykkedes at få tilbage til Åhavens Messe, hvorfra han faktisk i sin tid er uddannet. Martin kører den anden af gardinbusserne. Alt det er gået så godt, skyldes ikke mindst, at alle 4 føler sig rigtig godt tilpas blandt Hvidovres absolut usnobbede indbyggere, der ikke har noget imod at handle lokalt. 10 året vil blive markeret med rigtig mange gode tilbud, som det blandt andet vil fremgå af Hvidovre Avis. Botex samarbejdet fylder tilfældigvis samtidig 45 år, hvilket kunderne også kommer til at mærke. Botex-Hvidovre, Åhavens Messe står således rustet til i mange år fremover stadig at være en sprudlende del af Hvidovres detailhandel.