Hvidovrelærere håber på tid til elevplaner
Lærerne i Hvidovre støtter de lærere, der vil have tid til at lave elevplaner, men regner også med at få tid til at lave planerne
Det tager tid at udføre elevplaner, og den tid er ikke gratis. Sådan har meldingen været fra lærere i flere kommuner i den forløbne uge, og det er et synspunkt Hvidovres lærere bakker op om. Derfor blev det besluttet på Hvidovre Lærerforenings generalforsamling i torsdags, at foreningen skulle sende en støtteerklæring til lærerne på Frederiksberg. Når Hvidovre-lærerne afsender en støtteerklæring betyder det dog ikke nødvendigvis, at de lokale lærere har tænkt sig at følge eksemplet fra Frederiksberg. - Vi har meget stor forståelse for lærerne på Frederiksberg, men vi forventer da, at vi i Hvidovre får tid til at lave elevplaner. Og så kan det godt være, at der er noget andet, der ikke skal laves, siger Hvidovre-lærernes formand Flemming Ernst. Formanden understreger, at han ikke vil opfordre lærerne til at undlade at lave elevplaner. - Det er på de enkelte skoler, der skal findes tid til at lave elevplaner, men jeg regner bestemt med, at der findes tid til det, siger han. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skolechef Ulla Blom, om hun vil bakke lærerne op i, at der skal findes tid til, at de kan lave elevplanerne. key