Risbjerg-gårdfest
Traditionen tro har klubber i Hvidovre samlet sig om at lave diskoteksfest på Risbjerggård. I år er hele syv klubber gået sammen om arrangementet, nemlig Køgevejens, Femagervej, Bredalsparken, Bjerget, Alleen, Tusindfryd og Fritidscentret Enghøj. Festen finder sted på fredag, den 16. marts, fra kl. 19.00-22.00, og dørene lukkes kl. 19.30. Festen henvender sig til klubbernes unge. Det koster kr. 5,- for medlemmer at deltage og det er tilladt at have gæster med inden for samme aldersgruppe. Prisen for gæster er kr. 10,-. Billetter skal købes forud i en af de respektive klubber. "Lennie" med band skal nok gøre dansegulvet festligt. Der vil også være mulighed for at købe lidt godt til ganen.