Hvepse har givet ekstra travlhed på skadestuerne
Særdeles mange hvepsestik har givet stort rykind på Nordsjællands skadestuer i den varme sommer. Også dehydrerede ældre med for meget tøj på har lidt i varmen
Hvepsene har i den grad nydt den varme sommer, og de gul og sortstribede giftflyvere har med deres bagkrop som våben givet travlhed på de nordsjællandske skadestuer. Her melder man om et usædvanligt stort antal patienter med hvepsestik i løbet af sommeren. På skadestuen på Hillerød Sygehus har afdelingssygeplejerske Claus Skriver generelt haft en stigning i patienter på 50 procent i forhold til sidste år, og en del er kommet med røde og smertende mærker efter nærkontakt med hvepse. "Antallet af patienter med hvepsestik har været helt ekstremt. Normalt plejer vi ikke at have ret mange af den slags, men i løbet af august har vi haft ikke færre end 120 patienter, hvor 16 af dem er ambulanceindlagte. De fleste får lidt modgift og bliver sendt hjem. Men enkelte har haft alvorlige allergiske reaktioner efter hvepsestikket. Eksempelvis havde vi en mand, der var stukket på læben, og hans ansigt hævede så meget og ændrede så meget form, at hans kone ikke kunne genkende ham på sygehuset," siger Claus Skriver, der understreger, at folk yderst sjældent dør af et hvepsestik. Også på skadestuen på Amtssygehuset i Gentofte har der været mange patienter med hvepsegift i kroppen, fortæller afdelingssygeplejerske Henrik Johansen. "Det har været et stort hvepseår, for vi har haft langt flere patienter med hvepsestik end tidligere. Hele sommeren har vi dagligt mellem 10-15 patienter med hvepsestik, og en enkelt weekend for nylig var skadestuen sågar tæt på at løbe tør for medicin mod hvepsestik," siger Henrik Johansen.
Ældre lider i varmen
Den varme sommer også gjort livet mere besværlig for ældre mennesker, der har haft svært ved at klæde sig passende på i varmen og som ikke får drukket nok væske i løbet af dagen. Afdelingssygeplejerske på Frederikssund Sygehus' skadestue, Iraj Glenthøj, har oplevet flere dehydrerede ældre end normalt. "Mange af patienterne er ensomme ældre. Der er ikke nogen, der husker dem på at drikke en masse væske, når det er varmt. Som hovedregel skal ældre såvel som alle mulige andre have to liter væske om dagen i normalt vejr og næste det dobbelte, hvis det er 30 grader," siger Iraj Glenthøj, der også forklarer, at det både er manglen på væske og for meget tøj på kroppen, der gør varmen slem for ældre mennesker. Mens ældre har bøvlet med for lidt væske, har de nordsjællandske badegæster været hårdt ramt af de flydende brandmænd i vandkanten. Flere af skadestuerne har oplevet flere patienter med brandsår fra de såkaldte goplere. På skadestuen i Hillerød mødte 28 folk op i juli efter nærkontakt med brandmændene, og også i Frederikssund har de flydende goplere med deres giftige tråde givet travlhed. "På skadestuen kan man få lidt bedøvende creme på huden, hvor man er blevet brændt. Men generelt kan man selv klare det ved at skylle det med koldt vand og eventuelt hælde lidt eddike på. Et andet godt råd er at skrabe over brandsåret med et kreditkort for at fjerne de små pigge, som brandmændene efterlader sig på huden," siger Iraj Glenthøj, der til gengæld har oplevet færre skader efter trafikuheld i løbet af sommeren. "Folk er åbenbart begyndt at køre ordentligt," siger han.