Ferien reddet for børnefamilie
Familie fik sin stjålne Ford tilbage igen efter omtale i Hillerød Posten Weekend
I sidste uge skrev Hillerød Posten Weekend om et frækt biltyveri, der var overgået familien Skjødt på Friborgvej i Hillerød: Onsdag eftermiddag fik familien stjålet deres Ford Escort stationcar fra hjemadressen, hvor tyven havde nuppet bilnøglen fra nøglebrættet i boligen. Følgerne af tyveriet var mere omfattende end sædvanligt, da den trofaste Ford Escort skulle bruges til en campingferie i Holland om få uger. En ferie, der efter tyveriet hang i en tynd tråd.
Nøglen lå på forhjulet
Men næppe var Hillerød Posten Weekend nået ud til læserne, før ferien var reddet: "Lidt efter klokken 20 Sankt Hans-aften ringede en mand og fortalte, at han havde læst om tyveriet i avisen, og nu havde han altså fundet bilen," beretter Mette Skjødt. "Den stod parkeret i Nødebo ved kirkekontoret - med bilnøglerne placeret på det højre forhjul. Vi tog selvfølgelig straks derop og fandt en bil, der var uskadt, bortset fra en lille frontskade og var ryddet for en autostol og de ting, der lå i handskerummet." Radioen var ikke fjernet fra bilen sammen med de andre stjålne ting - og sammenholdt med, hvordan den blev fundet med nøglerne placeret på forhjulet - kan der eventuelt være tale om, at bilen var parkeret på stedet med henblik på at blive hentet og formentligt kørt til udlandet for at blive videresolgt. Det forhold efterforsker politiet.