Blotter i buslomme
Hillerød Politi ønsker oplysninger om en mand, der blottede sig for to cyklister onsdag aften ved Stenslettehus
To cyklister, en kvinde på 39 år og hendes barn på syv år, fik sig en ubehagelig oplevelse, da de onsdag aften kom kørende ad Nødebovej. Ved en buslomme ved Stenslettehus blottede en mand sig for de to, der skyndte sig hjem og ringede til politiet. Patruljen, der kom til stedet kort tid efter episoden, som fandt sted cirka klokken 19.45, kunne imidlertid ikke finde gerningsmanden. Han beskrives som 45 til 50 år gammel, 180 til 185 cm høj. Han er kraftigt bygget og har kort blond hår. Han var iført en rød / orange t-shirt og shorts. Eventuelle oplysninger til opklaring af sagen kan gives til Hillerød Politi på telefonnummer 48 26 14 48.