20-årig anholdt for vold
Manden kom i håndgemæng med en 25-årig på en restauration nær Hillerød Station
To yngre mænd fra København blev mandag eftermiddag ved 15.30-tiden så voldsomt uvenner, at det udviklede sig voldeligt. De to, en 25-årig og en 20-årig, kendte hinanden i forvejen og var gæster på en restauration i nærheden af Hillerød Station. "Den 20-årige tildelte den 25-årige nogle knytnæveslag i maven og ansigtet og nikkede formentlig også skaller," oplyser vagthavende ved Hillerød Politi. Den 20-årige blev anholdt og taget med til politistationen, hvor han tilbragte natten. Manden er kendt af politiet for tidligere voldsepisoder. Der var ved Hillerød Postens deadline endnu ikke taget stilling til, om han skulle fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Udover voldsepisoden har det været et relativt fredeligt døgn i Hillerød. Dog tiltrak to hændelser omkring Slangerupgade natten mellem mandag og tirsdag sig politiets opmærksomhed. Hillerød Politi måtte mandag aften ved 23.30-tiden en tur forbi Slangerupgade, hvor en flok unge lavede ballade ved Føtex. De råbte, knuste flasker og skubbede kundevogne ud på vejen. Politiet fik navne og adresser på 10 unge - og nogle af dem fik en tur i patruljevognen hjem til mor og far. Der var tale om både drenge og piger i alderen 15-18 år, oplyser vagthavende ved Hillerød Politi. Ved et-tiden natten til tirsdag måtte politiet en tur omkring Foss Electric. Her havde fire unge mennesker forceret en indhegning og tog bad i et bassin ved virksomheden. De fire unge - der var mellem 17 og 20 år og af begge køn - kan se frem til en bøde for ulovlig indtrængen på privat område. En blev ligeledes sigtet for overtrædelse af våbenloven, da han havde en kniv på sig, oplyser vagthavende ved Hillerød Politi.