Skole ramt af vandskade
Skævinge Skoles 4. og 5. klasser skal starte skoleåret i pavillioner
Skævinge Skoles ledelse har fået forkortet årets sommerferie en smule. De seneste par uger har der været travlt med at udbedre ødelæggelserne efter en vandskade i skolens blok B. Skoleinspektøren opdagede vandskaden den 17. juli. Et lækket varmtvandsrør var skyld i, at gulvet i blok B var dækket af et tyndt lag vand. "Vandskaden er gået ud over alle lokaler i blok B. Desværre," fortæller kommunaldirektør i Skævinge Kommune Bjarke Steen Johansen. Blok B indeholder seks klasselokaler samt et lærerværelse, og for at sikre at eleverne i 4. og 5. klasse kan modtage undervisning, har kommunen lejet seks pavillioner, der skal gøre det ud for klasselokaler. Derudover har man lejet en pavillion til lærerværelse. "Pavillionerne er kommet i dag (tirsdag, red.) De bliver stillet op på arealet, hvor der er isskøjtebane om vinteren," siger Bjarke Steen Johansen. Gulvet i lokalerne i blok B er allerede blevet brækket op, og nu er man igang med udtørringen, inden der kan lægges nyt gulv på. "Der kan godt gå en måneds tid, før det er helt tørt, og om tre måneder forventes blok B at være fuldstændig klar igen," forklarer kommunaldirektøren i Skævinge, der også fortæller, at vandskaden koster kommunen en million kroner.
Delvis dækning
Penge, som dog bliver dækket af forsikringen. De cirka 300.000 kroner, det koster at leje pavillionerne, bliver til gengæld ikke dækket af forsikringen. Eller i hvert fald kun delvist. Lokale borgere har været nysgerrige efter at vide, om de midlertidige klasselokaler på arealet ved isskøjtebanen går ud over skøjtemulighederne til vinter. Men Bjarke Steen Johansen beroliger eventuelt bekymrede borgere. "Blok B bliver færdig 1. november, og så har vi indtil første advent i december at løbe på, før skøjtebanen skal anlægges," siger Bjarke Steen Johansen og forklarer at det giver rigeligt med tid til at forberede skøjtesæsonen.