Svindlere i vejkanten
Køb "guld" for billige penge lyder tilbudet fra sigøjnerfamilier, der jævnligt forsøger at lokke bilister til at stoppe op på strækninger omkring Hillerød
De holder ved vejkanten. Motorhjelmen er slået op, og føreren og en eller to af hans familiemedlemmer står og kigger bekymret ned i motoren. Men hvis den venlige forbipasserende bilist standser op for at hjælpe, er det en helt anden anmodning, der kommer frem. Med sig har de nogle "guldsmykker", som de gerne vil bytte til kontanter. Naturligvis til en god pris. Sådan lyder det trick, som en gruppe svindlere turnerer rundt i landet med, og som jævnligt opføres i Hillerød, hvor de typisk står i vejkanten ved Isterødvejen. "Alene i mandags fik vi ti opringninger fra bilister, der havde set showet opført i vejsiden, og jeg kan kun opfordre til, at man ignorerer det let gennemskuelige skuespil," siger vagthavende ved Hillerød Politi, der i øvrigt påpeger, at det, hvad trafiksikkerheden angår, er farligt at stoppe op på strækningen. Svindlerne beskrives som sigøjnere. De optræder i flere hold med typisk to til tre voksne i en gammel Ford, Opel eller et østeuropæisk bilmærke. Politiet oplyser, de er udlændinge, men med papirerne i orden. De er velorganiserede og meget anmassende, men der er ikke rapporteret om, at de har optrådt direkte truende over for de bilister, de har lokket til at stoppe op. "Guld"-smykkerne er givetvis falske, men har ikke været at finde ved undersøgelser.