Arbejdstilsynet er for lang tid om at rykke ud
Sikkerheden på byggepladser svækkes af, at Arbejdstilsynet er flyttet fra Hillerød til Ringsted, mener 3F. Tilsynschef tilbageviser kritikken
Arbejdstilsynet er for lang tid om at rykke ud, når der kommer anmeldelser om ulovlige arbejdsforhold på byggepladser i Nordsjælland. Kritikken kommer fra Fagforbundet 3F, som mener, at sikkerheden på byggepladserne lider under centraliseringen af Arbejdstilsynet pr. 1. januar 2005, hvor Frederiksborg, Roskilde, Vestsjællands, Storstrøms og Bornholms amter blev samlet i et fælles tilsynscenter i Ringsted."Det er er et meget stort problem for Nordsjælland, at Arbejdstilsynets afdeling i Hillerød er blevet lukket. Da tilsynet lå på Roskildevej, kunne tilsynsfolkene omgående rykke ud, når vi ringede med en anmeldelse. Nu går der flere timer, og det går ud over effekten," siger formanden for 3F Frederiksborg, Tue Tortzen.
Ikke færre folk
Centerchef Lise Willer, Tilsyns-center 2 i Ringsted, afviser kritikken. Hun fastslår, at antallet af tilsynsfolk i Nordsjælland er det samme som tidligere. Og folkene arbejder fra deres private bopæl, hvilket vil sige Nordsjælland for de lokale tilsynsfolk:"Jeg er helt uenig med Tue Tortzen. Det er rigtigt, at kontoret fysisk ikke længere ligger i Hillerød. Men de ansatte er stadig ansat, og det er en helt grundlæggende ting, at de skal føre tilsyn dér, hvor de bor," siger Lise Willer, som dog erkender, at tilsynsfolkene kan være længere tid om at nå frem end tidligere."Det kan godt være, at det tager lidt længere tid. Det skyldes, at vi har ændret procedurerne. Men vi kører på alle klager, vi modtager, med mindre vi skønner, at der ikke umiddelbart er en risiko. Og vi kører ofte afsted med det samme, hvis vi kan se, at det er en alvorlig sag," siger hun.
Prioriteres højt
Arbejdstilsynet har fået nye opgaver med blandt andet screening af samtlige virksomheder. Men heller ikke dét har svækket indsatsen på byggearbejdspladserne, fastslår centerchefen:"Vi har fået nye ressourcer tilført til at udføre de nye opgaver, så det går ikke ud over tilsynene på byggepladserne. Tværtimod har bygge- og anlægsområdet meget høj prioritet, og der udføres totalt set flere tilsyn på dette område, end da vi lå i Hillerød. Vi er i fuld gang med en oprustning på området, for i 2007-2008 skal samtlige arbejdspladser på bygge- og anlægsområdet," siger Lise Willer.