Vrede over lange ventetider på køreprøver
Der er hjælp på vej i form af to ekstra prøvesagkyndige, der udlånes fra Rigspolitiet
23-05-2006: Ventetiderne på at komme til køreprøve i Hillerød er længere end nogensinde, og det har resulteret i en gruppe meget frustrerede kørelærere. "Det her er totalt uholdbart," siger Poul Vinter, der er indehaver af Prebens Olsens Køreskole i Hillerød. Han har i de seneste 14 dage ikke kunnet skrive elever op til køreprøve og har i øjeblikket 20 elever "på venteliste" til en prøve. "Jeg kan få lov at aflevere papirerne og betale gebyr - men jeg får ingen vare retur i form af en berammet køreprøve," siger han. De lister, som Poul Vinter venter på at skrive sig på, har tider i august. Men der er hjælp på vej til de trængte kørelærere. Det oplyser politiinspektør Jens Børsting. "Vi har netop i dag aftalt med Rigspolitiet, at vi låner to prøvesagkyndige i fire-fem uger. Det vil sige, at der meget snart, formentlig allerede i næste uge, bliver lagt lister ud med tider til køreprøver i den nærmeste fremtid," fortæller han. Læs mere i Hillerød Posten tirsdag