Børn bag groft røveri mod jævnaldrende
14-årig blev tvunget til at udlevere 500 kroner i kontanter - en flok drenge og piger stod tilsyneladende bag overfaldet
06-04-2006: Fire drenge og piger, der ifølge Hillerød Politi alle er under den kriminelle lavalder på 15 år og fra Hillerød, er eftersøgt af politiet. De sættes nemlig i forbindelse med et røveri mod en 14-årig dreng i Skævinge. Røveriet skete ud for Skævinge Skole i søndags, hvor de fire passede den 14-årige op. De truede dels med vold og dels med at tilkalde nogle andre, der kunne stå for en afklapsning af deres offer, hvis ikke den 14-årige udleverede penge. Drengen fik desuden flere lussinger. Den 14-årige dreng var i besiddelse af 500 kroner - og dem udleverede han. Såfremt det bliver bekræftet, at de fire gerningsmænd er under 15 år, vil de ikke kunne straffes. I stedet vil der blive oprettet en sag gennem de sociale myndigheder.