Loppevarer ender på lossepladsen
HGI Oldboys har ikke haft tid til at flytte alle deres indsamlede møbler fra Trollesminde, før nedrivningen af bygningerne går i gang
I 35 år har HGI Oldboys holdt loppemarked på Hillerød Stadion en af de første søndage i august. Pengene er gået til ungdomsarbejde i idrætsklubberne. Men det kan meget vel være slut nu. I hvert fald er det tvivlsomt, om der bliver et loppemarked i år, da møbler og andre loppeeffekter, samlet gennem et halvt år, formentlig går tabt. På Trollesminde, hvor HGI har opmagasineret de mange effekter, skal der nemlig være nyt rådhus. Og en af de nærmeste dage går entreprenøren i gang med at rive de bygninger ned, som huser de mange ting til loppemarkedet. HGI Oldboys har siden december vidst, at de skulle rykke ud fra Trollesminde. Men de har ikke vidst hvorhen. Det fik de først at vide i mandags: De har fået et midlertidigt lokale på 150 kvadratmeter til opmagasinering i Hillerød Tennis-center. Onsdag begyndte HGI så småt at flytte nogle ting fra Trollesminde. Men Bjørn Andersen regner med, at langt de fleste loppeeffekter vil blive jævnet med jorden, når bull-dozerne går i gang. "Vi kan ikke nå at flytte det hele. Og vi står med 250 kubikmeter møbler. Der er ikke nok plads at anbringe dem på i tenniscentret," siger han. Bjørn Andersen mener, at HGI Oldboys var blevet lovet, at de kunne blive på Trollesminde til efter deres årlige loppemarked i august. Til det siger borgmester Nick Hækkerup (S): "Foreningerne har hele tiden vidst, at de skulle være ude senest den 31. maj. Jeg mener, vi har gjort meget for at give dem ordentlige arbejdsvilkår." Han peger på, at tenniscentret var åbent hele natten til torsdag, og at byrådet har sat halvanden million af til en permanent løsning for de foreninger, der hidtil har opmagasineret på Trollesminde. Læs mere i Hillerød Posten Weekend