Hittegods gav overskud på 178.885 kroner
23-05-2006: Der er gode penge i folks glemte sager. Sidste år blev der solgt uafhentet hittegods og stjålne sager, der ikke kunne føres tilbage til rette ejer, for adskillige hundrede tusinde kroner i Hillerød Politikreds. Salget finder sted på de hittegodsauktioner, der holdes fire-fem gange om året i Frederiksborgcentrets aula - og overskuddet, når halleje, transport, løn til auktionarius Birgitte Mørck og medhjælperne i hallen er betalt, blev på 178.885 kroner - eller præcis 798 kroner mere end i 2004. Det viser den seneste årsstatistik fra Rigspolitiet.
Syv millioner på landsplan
På landsplan blev overskuddet fra auktioner over ting og sager af den type - og det spænder alene i Hillerød lige fra porcelæn over udstoppede dyr til modelskibe, barberskrabere, sække med tøj og værktøj til dyre designer-møbler og hårde hvidevarer - på i alt 6.961.486 kroner. Hver dag modtager politiet omkring syv stykkker hittegods i Hillerød alene. Knap halvdelen af det indleverede er cykler og knallerter. Af de 2001 stykker hittegods, der blev indleveret sidste år, var det 825, der fandt tilbage til de rette ejermænd. Resten blev solgt til højest-bydende eller endte deres dage på den forkerte side af lågen til en forbrændingsovn.