Millionunderskud presser sygehuse i Region Hovedstaden
Stort hul i sundhedsbudgettet i Region Hovedstaden. Regionsformand vil have tilført flere penge
17-03-2006: Budgettet har hele tiden været stramt. Men nye beregninger i Region Hovedstaden viser, at den kommende region, der blandt andet skal stå for driften af sygehusene, skal sende sygehusene på endnu hårdere slankekur end forventet, når den overtaget ansvaret fra amterne. I sit første leveår 2007 skal regionen finde besparelser for 400 millioner kroner, og over de følgende fem år skal sundhedsområdet gennemgå besparelser for yderligere 400 millioner kroner. De nye beregninger kommer bag på den kommende regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S).
Send flere penge
"Det er ikke godt. Der er ingen af medlemmerne af regionsrådet, der aner, hvad vi skal gøre ved det lige nu. Dette her tal er meget ubehageligt," siger hun. Det har længe stået klart, at regionen skulle barbere 450 millioner kroner af sygehusbudgetterne på trods af regionspolitikeres protest, men blandt andet ændringer i befolkningstilvæksten og dermed statens bloktilskud får nu tallet til at stige med cirka 300 millioner. Det nye tal gør udfordringen større. "Det svarer til, at du fjerner Herlev Sygehus fra jordens overflade. Det hele - bygninger, personale og alt. Det er rimelig voldsomt, og det hænger ikke sammen med virkeligheden i dag, hvor alle forventer at få mere sygehusbetjening," siger Vibeke Storm Rasmussen, der forventer, at regeringen vil sende en ekstra sæk penge til Hovedstadens sygehusvæsen, når den til sommer skal forhandle om regionernes økonomi. "Det er et spørgsmål om, om hovedstadsområdet skal have så meget mindre behandling fra næste år, og det går jeg ikke ud fra, at regeringen ønsker. De vil vel gerne finde en løsning på det," siger hun. Den konservative kommunal- og finansordfører Christian Wedell-Neergaard kommer Vibeke Storm Rasmussen i møde: "Vi er ikke interesserede i at skære i sundhedsudgifterne. Folk har en forventning om at få en effektiv behandling inden for fornuftig tid. Det skal de fortsat kunne få," siger han. @email:marie.hjortdallokalweekend.dk