10 dages fængsel til blomstertyv
Kvinde havde betinget dom i forvejen - derfor udløste tyveri af seks blomster en fængselstraf
En 58-årig kvinde fra Hillerød skal 10 dage bag tremmer, efter at hun mandag formiddag blev kendt skyldig i butikstyveri. Den relativt strenge dom for tyveriet af seks blomster fra ISO-supermarkedet i Helsingørsgade faldt ifølge dommer Jørgen Busch, fordi kvinden i forvejen havde en betinget dom for butikstyveri. Den blev delvist udløst - og de ti dage er dermed en fællesstraf. Det betyder, at den betingede dom indgår i de 10 dage, kvinden skal bag tremmer. Tyveriet med det relativt ringe udbytte fandt sted 28. februar i år. Kvinden blev pågrebet af en butiksdetektiv. Hun vil blive indkaldt til afsoning af fængselsstraffen på et senere tidspunkt.