Bjergbestiger ændrer kurs efter Muhammedkrisen
Muhammedkrisen tvang Hanne Rasmussen til at opgive planen om at bestige verdens 13. højeste bjerg i Pakistan. Men nu har hun fundet en erstatning på 7546 meter i Kina
28-04-2006: 31-årige Hanne Rasmussen fra Hillerød har måttet opgive sine planer om til sommer at blive den første dansker på det 8.035 meter høje Gasherbrum II i Pakistan. Årsagen er Muhammedkrisen, som har fået de pakistanske samarbejdspartnere til at meddele, at de ikke kan garantere for det danske bjergbestigerholds sikkerhed. Men nu har Hanne fundet en næsten fuldgyldig erstatning - hun har nemlig besluttet at bestige det 7546 meter høje Mustagh Ata i Kina i stedet. "Jeg var utrolig ked af det, da jeg i starten af marts fik at vide, at turen til Gasherbrum ikke blev til noget. Hele min tilværelse har været sat efter, at jeg skulle på den tur til sommer. Men jeg vidste også, at jeg nok skulle finde et andet bjerg," siger Hanne Rasmussen, som fik den ærgerlig melding om Gasherbrum-turen af den danske tourarrangøren Lars Gundersen fra Kipling Travel. "Lars prøvede, om han kunne arrangere en alternativ tur. Men to af deltagerne meldte fra, og derfor gik jeg selv i gang med at lede efter et bjerg. Jeg fandt frem til en af fire danskere, som havde forsøgt at bestige Mustagh Ata i 2004, hvor de havde måttet opgive i 6500 meters højde på grund af dårligt vej. Han kunne varmt anbefale bjerget, fordi det er teknisk nemt med en god logistik," fortæller Hanne Rasmussen. Læs mere om Hannes planer i dagens udgave af Hillerød Posten Weekend.