Ledningsarbejde lukker Frederiksgade
De næste tre-fire uger lukkes Frederiksgade i perioder for at give plads til ny fjernvarmeledning
03-04-2006: Udvidelsen af Slotsarkaderne kommer de næste tre-fire uger til at lægge beslag på en del af Frederiksgade. Strækningen mellem Fredensvej og Nordstensvej skal graves op for at give plads til den del af af det kommunale fjernvarmnenet, som før lå under jorden inde på varmecentralens grund. "I samme ombæring samler vi to ledninger i een. Den ny hovedledning bliver over en meter i udvendig diameter, så det kræver en større opgravning at få plads nok til ledningen," siger driftleder i fjernvarmeforsyningen Kaj Jensen. Arbejdet i Frederiksgade bliver kompliceret af, at der også er højspændingskablern i jorden på dette sted. Derfor tør driftlederen ikke love arbejdet færdigt på mindre end tre uger. "Regn hellere med fire," siger Kaj Jensen. I lukkeperioden bliver der omkørsel, formentlig ad Fredensvej. Hvilke veje bilisterne skal omdirigeres ad, var mandag ikke endelig aftalt med Hillerød Politi. "Men det kommer til at fremgå af skiltene på stedet," lover driftleder Kaj Jensen.