Druk, indbrud og masser af maling på stationen
Natten til lørdag lidt over midnat måtte en patrulje forbi spor nul på stationen. Her lavede en flok unge ballade. Det lykkedes dem at sparke døren op til et bortrangeret og låst regionaltog, og inde i toget kom de ind i førerkabinen. Her trykkede de på knapper og talte i mikrofonen. To drenge på 16 og 17 år, begge fra Helsinge, er sigtet for ulovlig indtrængen efter episoden.Samme nat blev politiet tilkaldt af en forbipasserende. Det skete klokken 1.27. Tre unge var ifølge anmelderen igang med at lave hærværk mod tre af lokalbanens tog. Da patruljen kom frem, konstaterede man, at der var hældt beige og hvid maling ud over et af togene, og at der var knust flere ruder i de to andre. Gerningsmændene var væk - men to af dem blev sporet til Københavnsvej, hvor det var ganske let at sætte den hvide og beige maling på deres hænder og fødder i forbindelse med hærværket. Det drejer sig om en 17-årig mand fra Græsted og en 18-årig fra Nørrebro i København - de er nu begge sigtet for hærværk.
Ville ikke gå
Natten til mandag klokken 1.45 var den gal igen på stationen. Denne gang i et s-tog, der skulle bortrangeres, men som havde et par genstridige passagerer, der ikke ville ud. De havde været til fodboldkamp i Parken og havde ifølge vagthavende tilsyneladende kørt frem og tilbage i s-toget siden da. Den ene, en 29-årig mand fra Ishøj, var ifølge vagthavende nogenlunde medgørlig. Den anden derimod, en 22-årig mand fra Vanløse, lavede en del ballade og nægtede blandt andet at oplyse sit navn - den sag blev dog klaret ved at ringe til en person benævnt "skat" i hans mobiltelefonbog."Det var ikke Told og Skat, nummeret førte til. Kvindestemmen i røret sagde, at "det må være min kæreste", og vi fik bekræftet hans identitet, da nogle kollegaer genkendte ham som en gammel Hillerøddreng," siger vagthavende ved Hillerød Politi.Den genstridige s-togspassager kan nu vente bøde for at modsætte sig anholdelse og for at nægte at oplyse sit navn.